I lørdags kunne man i Jyllands Posten læse en artikel med overskriften “En stor fejl at sygemelde stressramte – fred og ro gør kun sygdommen værre”.
Udtalelsen kommer fra to psykiatere, der oven i købet udgiver en hel bog med samme budskab.
Jeg må indrømme, at jeg stadig læser artiklen igennem for at få øje på, om jeg skulle have læst forkert. Og om dette budskab virkelig kan være fremført af to psykiatere – en profession, der trods alt medfører et vist menneskekendskab.
Men den er god nok. De to psykiatere konkluderer, at sygemelding er den helt forkerte behandling, og at sygemeldingen risikerer at udstøde den enkelte helt fra arbejdsmarkedet.
“I stedet for at sende en stressramt person hjem på sofaen, skal alle instanser – arbejdspladsen, lægen og kommunen – samle kræfterne om at fastholde vedkommende i en overkommelig dagligdag”, siger de.
Heldigvis udvikler artiklen sig lidt mere nuanceret med en udtalelse fra Christian Freitag, formand for Praktiserende Lægers Organisation, der minder om, “at nogle er så ramte, at det ikke er muligt helt at undgå en pause fra hverdagen”
Tak for den udtalelse, der igen giver lys og håb for stressramte. Jeg håber, at der i de to psykiateres bog (der udkommer i denne uge) også findes en mere nuanceret og menneskelig holdning til stressramte.
Som du nok kan fornemme, er jeg dybt uenig i de to psykiateres kategoriske måde at udtale sig på. Og jeg bliver virkelig ked af at læse sådan en overskrift, der blot gør livet endnu mere svært for stressramte.
Gennem mit 10 års arbejde med stress, har jeg mødt hundredvis af stressramte – nogle let ramt andre meget alvorligt ramt. Og jeg tør slet ikke tænke på, hvor især den sidste kategori ville være i dag, hvis de ikke havde haft muligheden for at få en pause fra hverdagen. Det ville med stor sandsynlighed ikke være på arbejdsmarkedet.
Artiklen, og ikke mindst den kommende bog, giver mig lyst til at komme med nogle vigtige pointer om stress. Der er mange – men her får du de vigtigste i forhold til det (i mine øjne) vrøvl, der bliver skrevet i artiklen.
1. Stress er en overbelastning af krop og sind, og ikke i sig selv en sygdom
Måske skyldes de to psykiateres holdning, at de mennesker, de har været i kontakt med via deres praksis ,i virkeligheden har været ramt af deciderede psykiske sygdomme og ikke kun stress? Sygdomme der ikke kræver fred, ro og en midlertidig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet for at blive bedre. Jeg ved det ikke, men det kunne være en mulig forklaring på deres katastrofale og meget kategoriske udtalelse om stress og sygemelding.
2. Stress opstår som følge af en ubalance i de relationer, vi indgår i både arbejdsmæssigt og privat.
Og ja, der skal ganske rigtig rettes op på disse relationer, som de to psykiatere anfører. Men som Christian Freitag heldigvis også minder om, er det ganske umuligt at arbejde på at genoprette denne balance så længe krop og sind som følge af overbelastningen er fuldstændig drænet for energi. At genvinde energien til i samarbejde med arbejdspladsen (eller hjemmefronten) at rette op på de ting, der er gået skævt, kræver for langt de fleste stressramte netop fred og ro PLUS professionel hjælp til arbejde med de tanker, de holder stressen i live.
I artiklen udtaler Jesper Karle (den ene af de to psykiatere): “Hvis det viser sig, at stress er årsagen til dårligdommene, er det vigtigt at fastholde den syge på arbejdspladsen og undgå isolation, som kun fremmer de negative tanker. Og dermed forværrer eller forlænger sygdommen”
Sikke noget vrøvl. For stresstankerne forsvinder jo ikke, bare fordi man fastholdes i arbejdet, der i rigtig mange tilfælde har været med til at fremkalde de negative tanker. Tværtimod!
Tankerne forsvinder først, når man får ro og hjælp til aktivt at arbejde med effektive “tanke-metoder”, hvormed man kan ændre sit tankesæt fra et negativt og drænende til et positivt og støttende. Der er her den gode udvikling starter.
I artiklen foreslås det, at denne hjælp skal udføres i et samarbejde mellem” lægen, kommunen og arbejdspladsen”. Det samarbejde glæder jeg mig til at se!
Gennem de sidste ti år har jeg kun ganske få gange stødt ind i læger, der rent faktisk vidste, hvad stress er, og hvordan en stressramt skal hjælpes. Jeg har endnu ikke hørt om en stressramt, der fik god og varig hjælp fra kommunen, og der er stadig alt for mange arbejdspladser, der ikke har den fjerneste idé om, hverken hvordan de forebygger stress, eller hvad de gør, når skaden er sket, og de pludselig står med en eller flere stressramte medarbejdere.
Det kunne da være fantastisk, hvis det rent faktisk var sådan – at man kunne få god og kvalificeret hjælp i sådan et samarbejde. Men sådan er det ikke. Og at fremføre det som en mulighed er, som jeg ser det, blot med til at skabe endnu flere frustrationer hos den stressramte.
For ofte rammer den stressramte panden mod en mur alle 3 steder og bliver spist af med handlingstiltag, der blot forværrer den i forvejen svære tilstand (chefen der ikke forstår, kommunen, der sender den stressramte i motionscenter, lægen der blot udskriver et par sovepiller etc.).
3. Enhver stressramt er et individuelt menneske med et individuelt behov
Der findes ikke to stressramte, der er ens. Selvfølgelig er der stresshåndteringsmetoder og teknikker, der overordnet set hjælper for alle stressramte. Men der vil altid være med nuancer og justeringer i forhold til den person, man sidder overfor.
Psykiatere burde da om nogen vide dette! Alligevel kommer de alle i en båd ved fuldstændig unuanceret at udtale, at stress-sygemelding er en fejl.
Lad mig derfor slå fast: For nogle stressramte virker det godt at blive i jobbet, mens de sideløbende får hjælp til at arbejde med at slippe stressen. For disse mennesker vil det helt at slippe kontakten til arbejdspladsen være meget svært og ofte føles som et nederlag, der blot vil forværre situationen. Disse stressramte skal naturligvis ikke sygemeldes, mindre de har så store og voldsomme fysiske symptomer, at det forhindrer dem i at fungere i hverdagen og gøre fremskridt i forhold til stressen.
Andre stressramte (og det er dem, der er fleste af) har presset sig selv så længe, at bægeret er fuldstændig tømt. Der er ikke mere at komme efter. Det er dem der – når de så alligevel vælger (eller bliver presset til) at fortsætte, kollapser og ender på skadestuen. Og herfra er vejen tilbage til den stressfrie hverdag rigtig lang. At nægte disse mennesker en sygemelding vil blot trække stressen i langdrag – og netop skabe risiko for, at de helt må droppe ud af arbejdsmarkedet.
Derfor: Lad os for alt i verden undgå at lave strikte og stramme regler for, hvad en stressramt skal og ikke skal for at få det bedre. Og lad os i stedet øge den generelle viden om stress og lære at se det enkelte menneske og vurdere fra gang til gang, hvad der bedst hjælper lige præcis denne person.
På den måde får vi bedst, hurtigst og billigst (set både i forhold til det menneskelige og det økonomiske aspekt) stressramte tilbage i god balance.
(hvis du har lyst til at læse artiklen, jeg skriver om, finder du den her)
Det er fuldstændig rigtigt Lisbeth.
Hvis man ikke selv har været der så kan man være nok så klog. Men det er først når man selv bliver syg, eller står på kanten, at man virkelig mærker behovet for at blive nulstillet og retænke arbejdsliv, privatliv,og det pres man har budt sig selv.
Her bagefter et langt sejt træk, ville jeg ikke undvære min nye indsigt og sårbarhed, men uden sygemelding så var det gået helt galt . Ikke mindst mine egne forventninger til lige efter 14 dage at være klar igen til at køre med 180
Hej Mai Britt,
Tak for din kommentar.
Ja, det er jo netop det, jeg så ofte oplever – at muligheden for at trække sig tilbage og få ro samt erkendelsen af, at det tager tid at slippe stress – gør en stor og vigtig forandring i forhold til at komme på det gode spor igen.
Og i det lys er det så frustrerende at læse sådan en artikel.
kh Lisbeth
Hej Lisbeth
Jeg er helt enig med dig. Jeg blev faktisk også rystet, da jeg læste artiklen i avisen. Man må håbe, at bogen er noget mere nuanceret. Jeg er ikke psykolog men blot en almindelig stress-ramt person. Jeg havde i den grad brug for at få stikket trukket ud i – faktisk – lang tid. Der var virkelig mange tanker, der skulle bearbejdes – først og fremmest skulle jeg kommer overens med diagnosen og indse, at det var stress, der havde sendt mig ned til tælling. Men jeg ville nok ikke have klaret min hverdag alene derhjemme uden kontakt til psykolog og læge. Jeg kan godt forstille mig, at det vil være overvældende at være sendt hjem og være alene og skulle bakse med tankemylder, lavt selvværd og måske også skrantende helbred og så måske kun være overladt til sig selv. Det er efter min bedste overbevisning super vigtigt, at man komme i professionelle hænder hos en person, som man føler en god kemi til. Takket være kloge personer (især min psykolog), som støttede mig utrolig meget i forhold til planlægning af mine dage med fokus på at få stress-hormonerne ud af kroppen og øge mængden af feel-good-hormoner, så ser jeg nu lyst på livet igen og evner at være startet op på jobbet, stille og roligt – forhåbentlig bliver det igen på fuld tid på et tidspunkt.
Helt enig med dig Lisbeth. Har selv været turen igennem. Med fastholdelse på en arbejdsplads, der overhovedet ikke havde den fjerneste ide om “fred og ro” og skærmning. Tværtimod blev jeg hevet ind til den ene samtale efter den anden, foreholdt mine “fejl og mangler”, hvilket absolut ikke gjorde tingene bedre.
At jeg så har fået et langt bedre arbejde nu, efter en “gensidig fratrædelsesaftale”, er jeg i og for sig glad for, men tabet af et stabilt arbejde med pension og sikkerhed, og efterfølgende langtidsledighed, er en lidt bitter erfaring.
Der er nok, der ikke forstår stress og de mennesker, der er ramt, – vildt dårligt, at uddannede psykiatere kan udtale sig om dette på den måde – endda også udgive en bog!!! Det skriger til himlen.
Ellers god dag til alle <3. Nina
Jeg er fuldstændig enig i dine pointer. Jeg havde i den grad brug for at trække mig tilbage og langsomt blive fyldt op igen.
Jeg vil bare nævne, at jeg faktisk oplevede at få hjælp af Rødovre kommune. De gav mig ti samtaler hos en dygtig stresscoach og lod hende vurdere hvornår jeg var klar til at tænke på at vende tilbage. Hun hjalp mig utroligt meget. Dengang var det en forsøgsordning, som jeg håber er blevet permanent. Måske andre kommuner kunne lade sig inspirere?
Hej Vibeke,
Dejligt at høre at du er godt på vej ovenpå igen, og om den gode hjælp du har fået/får. Jeg er sikker på, at du stille og roligt genvinder energien helt igen.
Jeg er helt enig i, at det kræver hjælp at komme videre fra stress. Og som sådan også enig i psykiaternes udtalelse om, at isolation ikke at løsningen.
Men en sygemelding er jo ikke nødvendigvis lig isolation – heldigvis. I stedet giver den mulighed for, at der bliver energi til netop at arbejde med at slippe stressen i samarbejde med dygtige og professionelle hjælpere, der kan guide på rette vej.
Hej Nina,
Det lyder som en virkelig hård oplevelse med stress, når det bliver håndteret allerværst. Og et klassisk eksempel på hvad der netop kan ske, når man fastholdes, selvom der er brug for det modsatte.
Godt du er videre nu – jeg er sikker på, at der ligger meget godt og venter på dig.
kh Lisbeth
Hej Laila,
Det var da et dejligt input.
Godt at høre, at det også kan være på den måde – bestemt til stor inspiration for andre kommuner.
Jeg håber, det er blevet en fast ordning i Rødovre nu, så de kan give de gode erfaringer videre.
kh Lisbeth
Kan kun være enig med dig Lisbeth. Så også godt artiklen og kan kun bekræfte at netop pausen fra arbejdet har været super vigtig i mit tilfælde. Jeg har kun været isoleret i forhold til dem jeg har valgt at isolere mig fra – min læge har været en stor hjælp, men hverken kommunen eller arbejdspladsen har kunne tilføre noget positivt – snarere tværtimod.
Hej Lisbeth. Jeg er fuldstændig enig med dig. Jeg har som psykoterapeut arbejdet med stressramte i det offentlige i de sidste 8 år, og jeg mener også at psykiaternes udtalelse er skadelig for de stressramte og ude at trit med virkeligheden. Jeg tror det skyldes at deres vinkel primært er medicinsk, og at de sjældent har tætte og dybe samtaler med de stressramte. De ser situationen ude fra og fra en logisk /praktisk vinkel, som matcher den angst den stressramte ofte lider under, når jeg først møder dem. Heldigvis er vi mange, som ved hvad det virker og det skal vi bare holde fast i.
Kære Lisbeth. Tak for dit indlæg, jeg er 100% enig, og blev også ret chokeret, da jeg læste om bogen. Det er som om, at de er helt ude af trit med virkelighedens stress-ramte og ikke har arbejdet med nogen i praksis. Det har jeg. Jeg møder dem i det daglige arbejde, når de er gået ned med stress. Og det er uhyggeligt at læse, at nogen som kaldes eksperter, kan mene at stressramte ikke skal sygemeldes. Hvis de ikke skal, så er ikke stressramte, men muligvis på vej til at blive stressede og forebyggelse kan komme på tale. Men er folk ramt af stress, er de ofte så nedbrudte og skadede, at de er nødt til at blive sygemeldt for at restituere. Det jeg kunne frygte i kølvandet på bogen er, at forfatterne bliver spydspids for en ny smart gift pille fra medicinalindustrien, som kan komme i handlen som ‘kur’ mod stress. Og så om nogle år tårner bivirkningerne sig op. Igen. Nej, det er vigtigt, at stressede får den ro og helingstidtid, der skal til. Og at vi får mere fokus på effektiv forebyggelse, så færre får stress.
Kære Bettina
Dejligt at du fik god hjæp af lægen, hvilket også giver mig anledning til at understrege, at der selvfølgelig også findes gode og dygtige læger, der ved, hvordan stress skal håndteres – og som tager sig tiden til det. For jeg tror ofte det er tiden, lægen er udfordret af – der er ikke altid mulighed for længere samtaler, når venteværelset er fyldt.
Men ærgerligt, at der ikke også var hjælp at hente hos arbejdsplads og kommune 🙁
kh Lisbeth
Hej Lene,
Ja, helt enig.
Kære Helle,
Åh, nej – lad os ikke håbe, det kommer dertil med sådan en pille – ligesom de arbejdede på i den serie, der kørte for nogle år siden, der hed “Lykke” (som for øvrigt, ud over det med pillen, var ret morsom 🙂
Og helt enig i, at vi skal have meget mere fokus på forebyggelses-delen af stress.
kh Lisbeth
Hej Lisbeth.
Hvad gør man hvis man har en læge som netop ikke vil sygemelde en, og den stress man har er så alvorlig at man har svært ved at fungere selv på et privat og personligt plan? Og hvis der samtidig er mange tegn på stress, angst, depression og emotionel ustabil personlighedsforstyrrelse men lægen stadig ikke vil sygemelde. Hvad gør man så?
Min forlovede har taget nogle tests:
Goldberg’s Depression test score hun 66, hvilket efter denne skala skulle hun have en svær depression.
I en officiel stresstest score hun næsten maksimale point (166) hvilket placere hende på det alvorlige stress niveau.
I den test svarede hun ja til 6 alvorlige stress-signaler.
En officiel angsttest viser at hun skulle have generaliseret angst, agrofobi/undvige adfærd.
Hvad kan hun gøre når lægen ikke vil sygemelde hende, hun er pt. på kontanthjælp og kommunen tager ikke hensyn til hendes situation og omstændigheder og bliver ved med at kaste hende fra det ene “tilbud” til det andet.
Jeg tænker der må være nogle instanser eller personer der kan hjælpe hende. På nuværende tidspunkt er jeg fuldmægtig for hende fordi hun ikke er istand til at kæmpe hendes sag.
Kære Brian,
Tak for dit indlæg, som jeg først ser nu grundet ferie.
Det lyder mærkeligt – og hårdt for jer – at lægen ikke vil hjælpe med en sygemelding, der jo umiddelbart synes oplagt.
Jeg tænker, at det bedste I kan gøre er at skifte læge hurtigst muligt og så forhåbentlig få bedre hjælp af en ny og mere forstående læge.
Held og lykke med det. Jeg håber for jer begge, at din forlovede meget snart får den hjælp, der skal til.
kh Lisbeth