Jeg har altid været en drømmer. Som barn kunne jeg bruge timer på at dagdrømme. Det fortsatte som teenager, og en ikke ubetydelig del af mine timer på gymnasiet foregik mentalt et helt andet sted end i det kedelige klasselokale.
Jeg kan stadig huske, hvordan min dansklærer, med utilfreds mine, informerede mine forældre om min manglende mentale tilstedeværelse. Det havde dog ikke den store effekt.
Dagdrømmeriet fortsatte, og når jeg tænker tilbage på det nu, kan jeg se, hvordan jeg brugte det som en slags oplevelsesstrategi. En måde at slippe væk fra en hverdag, som jeg ikke brød mig om, og som mit sarte, kreative og drømmende jeg slet ikke passende ind i.
I mine 20´ere pakkede jeg drømmene fuldstændig væk og tog en uddannelse, fordi nogen havde fortalt mig, at jeg skulle. Jeg kæmpede mig gennem et 5-årigt universitet studie, som jeg udelukkende havde valgt, fordi det indebar gode karrieremuligheder. Alle beslutninger blev truffet med hovedet, hvor larmen og de mange “du bør” og “man skal jo” fuldstændig overdøvede hjertets stille hvisken, og sjælens længselsfulde drømme.
Sidst i mine 20’ere begyndte jeg endelig at lytte til mit hjerte, og midt i mine 30’er blev jeg pludselig fuldt forbundet til mine drømme igen. Det skete en smuk sommerdag på en strand ved Vesterhavet, og oplevelsen står stadig som en næsten mirakuløs åbenbaring for mig.
I dag lever jeg et liv, som jeg med rette kan kalde et drømmeliv. For ikke blot tillader jeg tid til dagdrømmeri og store drømme. Jeg realiserer også drømmerne. Stille og roligt indfrier jeg trin for trin det, som hjertet hvisker om, og sjælen kalder på. Jeg drømmer ikke længere for at slippe væk. I stedet er jeg meget tæt på at være et sted, hvor jeg drømmer om det liv, jeg rent faktisk har.
Når jeg om ganske kort tid rejser til to af de smukkeste øer på Hawaii går endnu en drøm i opfyldelse. Jeg har haft drømmen, siden jeg var barn, men først nu givet mig selv lov til at indfri den fuldt ud.
Jeg kunne have valgt hvilket som helst andet eksotisk rejsemål, hvis jeg havde spurgt mit hoved (og min familie, der måske ikke synes det var nødvendigt at rejse helt så langt…) Men i mit hjerte ved jeg, at netop dette sted har en særlig besked til mig. Det har kaldt på mig i årevis, og jeg tager nu afsted for at lytte.
I mange år troede jeg, at det var forkert – ja nærmest dumt – at drømme store “urealistiske” drømme. I dag ved jeg, at vejen til megen lykke netop ligger i at tillade sig selv at drømme, at turde drømme STORT og at indfri sine drømme en for en.
Så hvad med dig? Husker du at drømme? Hvis ikke, er det måske nu, drømmene skal støves af og findes frem igen fra dit dybe indre, så de kan komme ud og blive en del af dit storslåede liv.
Skriv et svar