Da jeg for mere end 12 år siden startede min forretning som selvstændig coach, måtte jeg virkelig finde modet frem.
Modet til at sige farvel til et trygt og velbetalt job. Modet til at gå en økonomisk usikker fremtid i møde. og ikke mindst, modet til at udstille mig selv. Jeg glemmer aldrig, da min første hjemmeside gik live med et billede af MIG på forsiden.
Pludselig kunne hele verden se et billede af mig. I hvert fald dem med internet. I dag lyder det måske ikke så afskrækkende. Men selvom det kun er 12 år siden, var verden dengang uden sociale medier, og selfee-begrebet var endnu fuldstændig ukendt.
Men jeg fandt modet frem og åbnede forretningen. I starten skete der ikke det store, for nu at sige det mildt. For at være helt ærlig gik der tæt på 6 år, før jeg havde noget, der lignede en rigtig forretning med en omsætning, jeg kunne begynde at leve af.
Men hvorfor nu det?
Var det fordi, at det bare er vilkårene, hvis man vil starte en coach forretning?
Nej.
Var det fordi, jeg ikke var dygtig nok som coach?
Nej. (I al beskedenhed 🙂 )
Var det fordi, der allerede var rigeligt med dygtige stresscoaches på markedet?
Nej. (Og det er der i øvrigt stadig ikke)
Nok havde jeg samlet modet til mig. Men på et punkt fik frygten lov til at sejre over modet. Det kunne jeg ikke se dengang. Men i dag er jeg ikke et sekund i tvivl om de mekanismer, der var i spil.
For noget af det, jeg virkelig kæmpede med i starten af min tid som selvstændig, var frygten for ikke at være god nok. Frygten for at falde igennem med et brag, mens alle grinede af mig. Frygten for fiasko.
Snedigt sørgede jeg derfor for at holde den frygtede fiasko på afstand. Min taktik var at undgå at gå fuldt ind i min forretning og gøre alt, hvad jeg kunne, for at gøre den til en succes.
For så længe jeg ikke gjorde dette, kunne jeg altid falde tilbage på “at jeg jo heller ikke havde gjort alt, hvad jeg kunne”, når fiaskoen indtraf. Og for mig var det meget nemmere at håndtere end at sætte ind med alt og så alligevel ende med den fiasko, som – i følge min hjerne – helt sikkert ville indtræffe.
Jeg gjorde derfor meget lidt for at gøre opmærksom på mig selv og – indrømmet – nogle gange håbede jeg næsten, at ingen vil finde vej til mig. Og samtidig drømte en anden del af mig om snart at få succes med det, jeg gjorde. For jeg elskede mit arbejde og kunne slet ikke forestille mig at lave noget andet.
Men er det ikke lidt ulogisk og irrationelt?
Jo, fuldstændig! For sådan er det, når vi snakker om frygt. Det er den underbevidste del af vores sind, der tager over og styrer vores handlinger på en måde, der sikrer tryghed i forhold til det, vi er bange for.
Og det vil den blive ved med at gøre lige indtil den dag, hvor vi opdager, hvad det er, der igen og igen holder os tilbage fra det, vi dybest set ønsker at gøre.
For mig vendte det den dag, min mand kom og sagde, at han her efter 6 år syntes det var på tide, at jeg enten begyndte at få en reel indtægt eller begyndte at se mig om noget andet indtægtsgivende arbejde …
Det blev startskuddet til at gøre op med den frygt, som jeg så længe havde ladet mig holde nede af. Jeg besluttede mig for, at det måtte briste eller bære, og via de teknikker, jeg havde lært til så mange andre, begyndte jeg at se min egen frygt i øjnene.
Jeg vil ikke sige, at den forsvandt. Men jeg kom dertil, hvor jeg mærkede frygten men alligevel gjorde det, jeg frygtede.
Siden da er det kun gået fremad i min forretning med stigende kundeflow og stigende omsætning år efter år. Fiaskoen indtraf aldrig.
Lader du også frygten holde dig tilbage?
Jeg fortæller dig historien, fordi jeg blandt de mennesker, jeg hjælper, ofte oplever, at frygt sætter en stopper for det, de drømmer allermest om at gøre.
Så mange drømme, så meget potentiale og så mange fantastiske kompetencer kommer aldrig ud i verden. Ene og alene på grund af frygt.
Frygten for at fejle, frygten for at miste, frygten for fiasko eller frygten for succes. Frygten kommer i alle former og i alle områder af livet. Ikke kun det arbejdsmæssige, som det var tilfældet for mig.
Det er så super ærgerlig og kan i det lange løb medvirke til at give os stress, fordi vi ikke gør det, vi inderst inde tror på og gerne vil.
Så hvordan ser det ud for dig?
Lader du også frygten holde dig tilbage fra det, du drømmer om at gøre, så det bliver frygten og ikke glæden, der styrer dit liv?
Hvis ja, så husk at frygt blot er en følelse og at det stærkeste våben mod frygt er handling. Prøv – måske i starten bare i det helt små – at mærke frygten og så gøre det du frygter alligevel.
Og glæd dig til at opleve mere og mere, at du KAN, og at vejen til dine drømme ikke længere behøver at være blokeret af frygt.
Skriv et svar