Vi kan være ramt af stress på flere niveauer gående fra den sunde og naturlige “her & nu stress” i den grønne fase til den meget skadelige og usunde stress i den røde fase.
Den grønne her & nu stress, refererer til den stress, der opstår i enkeltstående situationer, hvor vi skal præstere noget ekstraordinært. Det kan være en eksamen, en sportspræstation, en vigtig præsentation på jobbet, en tale til en fest etc. Noget der på den ene eller anden måde kræver noget ekstraordinært af os. For at vi kan klare det, vi står overfor, begynder kroppen helt automatisk at producere stresshormoner, som sætter os i stand til at håndtere vores udfordring.
Og når vi har overstået vores præstation og ikke længere behøver at anstrenge os ekstraordinært, så falder niveauet af stresshormoner helt automatisk igen. Smart!
Kroppen er altså i overnævnte tilfælde kortvarigt stresset. Og fordi stressen i den situation hjælper os til at præstere, omtales denne tilstand ofte som “Positiv stress”.
Men hvis vores hverdag har udviklet sig til at være en konstant stor ekstaordinær præstation, risikerer vi at glide over i den gule zone, hvor stressen ikke længere er en sund og naturlig tilstand. I denne situation opleves hverdagen som noget, hvor der hele tiden skal præsteres – og gerne lidt bedre og lidt mere end sidst. De krav, der stilles til os (fra andre og, ikke mindst, os selv) ligger hele tiden lidt over det, vi reelt har ressourcer til.
Og hvis vi ikke sørger for at holde pauser og trække stikket helt ud engang imellem, ja, så falder niveauet af stresshormoner ikke. Det forbliver højt, fordi vi konstant skal præstere. Den stressede tilstand er nu vedvarende og kroppen er ude af balance.
Jo længere tid vi lader os selv blive i en daglig overpræstations-tilstand, jo længere bevæger vi os ud af stress skalaen, indtil vi til sidst ender der, hvor alle ressourcer er brugt op, og krop og hjerne siger STOP. Der er simpelhen ikke mere at tage af.
Stressen er nu blevet særdeles usund og skadelig for hele vores system, og det er på høje tid at sætte ind med stressreducerende tiltag.
I figuren nedenfor kan du se de typiske signaler, der opstår i de forskellige faser. Husk at figuren kun er vejledende, og at reaktionen på stress kan være meget forskellig fra person til person.
Men hvis du kan genkende en eller flere symptomer i den gule eller røde zone (og hvis du sammen med din læge har udelukket, at der er andet galt), så er det NU du skal sætte ind og begynde at ændre nogle ting i din hverdag.
Og jo før, jo bedre. Hvis vi først kommer helt ud i den røde zone, hvor hele systemet kollapser, kan der være lang vej tilbage til den gode hverdag, hvor der er glæde, overskud og god balance.
Meget relevant blogpost – for mig i dag især.
Jeg fik en hjernerystelse i 2011 og er stadig sygemeldt med diverse men. Men i og med at jeg er begyndt at mærke bedring så småt (endelig!) forsøger jeg mig frem med mere eller mindre almindelige daglige mål. Jeg var fx i fitness i dag, vel vidende at jeg skulle tage den med ro. -Hvilket resulterede i at jeg nu ligger på sofaen. Jeg nåede halvvejs igennem et meget roligt begynderprogram – hvorefter jeg blev hammer svimmel, var ved at dejse om og kaste op. (Ryster stadig her en time efter og er meget svimmel.)
Kroppen bestemmer for mig i den her tid. Og jeg er begyndt at øve mig i at sige “tak Krop, fordi du sagde fra, da jeg havde nået det jeg kunne. Du kender mig bedst lige nu – og passer på mig.” De ord kredsede rundt i mit hoved mens jeg forsøgte at slæbe mig gennem byen på rystende ben og hjem på sofaen. Svært ikke at blive frustreret. Men det nytter intet.
-Så i dag skal jeg slappe af (forhåbentlig med en bog senere, når mit syn er faldet til ro), er det blevet bestemt :)) Tak for et godt indlæg!
Kære Sidse,
Selv tak og rigtig god bedring til dig.
Hvor er det godt, at du ser kroppen som din ven og siger tak frem for at lade frustrationerne tage over og lade kroppen og alle signalerne blive din fjende. Det er vejen frem – selvom den kan være rigtig svær af og til.
Pas godt på dig selv.
kh Lisbeth
Tak Lisbeth.
Jeg er 24 år i dag – og det har virkelig også været hårdt at have været næsten lænket til sengen/sofaen i alt den tid for nedrullede gardiner, mens alle mine jævnaldrende venner rejser verden rundt, uddanner sig, rykker sig på så mange punkter. Alting har stået (i hvert fald fysisk) stille hos mig. De sidste 3,5 år har på mange punkter rullet forbi mig.
Men jeg har lært meget på min rejse – for jeg har brugt SÅ mange timer i mit eget selskab og i smerte. Så det er også først nu at jeg er begyndt at se min krop som min ven. Og det er en stor gave (selvom det stadig er svært!) Men jeg lærer – og har indimellem mine små sejre. Så det er godt. Glæder mig til at komme tilbage til “mit liv” igen 🙂 Næste skridt bliver begyndelsen på min nye uddannelse engang. (Ja, min rejse har bla lært mig, at dét der var min drømmeuddannelse tilbage i 2011, og som jeg netop var begyndt på, da jeg slog hovedet, ikke længere betyder det samme for mig.) Så jeg har fundet en ny sti. Tilbage er at lære den ‘nye Sidse’ at kende igen 🙂 For jeg bliver aldrig den gamle igen. Og det er egentlig nok en velsignelse, når alt kommer til alt :)))
Ha en fantastisk weekend, Lisbeth – og tak fordi du er dig!
Kh Sidse
Kære Sidse,
Sikke en hård tid, du har været igennem.
Men også en tid, der har bragt nye indsigter og som måske i sidste ende bliver en genvej for dig, fordi du nu går i den retning, der er rigtig for dig -fremfor at bruge år på at kæmpe dig gennem en – for dig – forkert uddannelse.
Held og lykke med det hele. Jeg er sikker på, at du med din nye indstilling til kroppen vil begynde at opleve nogle rigtig positive fremskridt, der snart bringer dig ud verden igen.
kh Lisbeth