Når detox giver stress

At detoxe betyder at “afgifte”. Når vi detoxer kroppen, indikerer vi derfor indirekte, at kroppen indeholder noget giftigt, som den ikke selv kan finde ud af at skille sig af med.

Og alt afhængig af, hvor opmærksomme vi har været på, hvad vi kommer i vores krop, er der i princippet også en sandsynlighed for, at dette er korrekt. At der rent faktisk findes giftstoffer i vores krop –  f.eks. fra skjult kemi i vores mad. Og i den optik giver det jo god mening at detoxe.

Detox-bølgen har dog, efter min mening, taget fuldstændig overhånd med avancerede udrensningskurer, dieter, tarmskyldninger og et hav at naturmedicinske produkter, der skal indtages på bestemte måder og i doser, som ingen synes at kunne blive enige om. Alene det at følge alle anvisningerne “rigtigt” kan være en temmelig stressende affære.

Derudover risikerer vi med detox-tilgangen at skabe et unaturligt forhold til vores krop, fordi vi automatisk gør den forkert (giftig) og udviser stor mangel på tillid til, at kroppen selv “klarer ærterne”, og skiller sig af med det, den ikke har brug for.

Jeg skal ikke gøre mig til dommer for, hvad der er rigtig og forkert, for selvfølgelig er det vigtigt at leve sundt og have et sundt og velfungerende liv. Men måske gøres det bedre ved at udvise kærlighed og tillid til os selv?

Jeg kan mærke en voksende modstand i mig, når jeg læser overskifter og fængende kursus-titler som “Detox din krop”, “Detox dit hjem”, “Detox dit liv” eller endnu værre “Detox dine følelser”. For mig indikerer disse titler, at der er noget i vejen med os. At vores krop ikke at fungerer, og at vores følelser  – eller hele vores liv – er forkert.

Det skaber utryghed og unødige tanker og bekymringer om, at der er dele af os, der er forkerte og ikke må være der, fordi de er “giftige” og gør livet ubehageligt. Og med følelsen af at noget ubehageligt er i vente begynder vores system helt automatisk at producere stresshormoner for at forberede sig på “faren” forude.

At elske betingelsesløst
Sidste år læste jeg den dybt bevægende og tankevækkende bog “At dø for at leve”.

Forfatteren, Anita Moorjani, har i 4 år kæmpet mod en ondartet lymfekræft. En morgen finder hendes mand hende bevidstløs på badeværelsesgulvet, og hun bliver hastet på hospitalet, hvor lægerne fortæller ham, at hendes organer er ved at sætte ud, at hun er ved at dø, og at han ikke skal regne med, at hun lever natten over.

Trods sin bevidstløse tilstand hører Anita Moorjani det hele, og da hendes krop er ved at stå af, får hun en helt utrolig nærdødsoplevelse, der giver hende en altafgørende dyb indsigt i hendes eget liv og den faktiske årsag til hendes sygdom. Da hun kommer til bevidsthed igen, har hun det meget bedre, og i løbet af et par uger bliver hun udskrevet, da kræften er fuldstændig forsvundet.

Bogen rørte mig dybt, fordi den på smukkeste vis illustrerer, at vi alle har en indre styrke og visdom, der gør det muligt at overvinde livets hårdeste modgang.

Bogens helt centrale budskab er, at vi i stedet for at gøre os selv forkerte og forsøge at behage alle andre, skal elske os selv betingelsesløst og blot være den, vi nu engang er. Kun på den måde kan vi bevare vores indre styrke og sunde balance.

Derudover skal vi skal stoppe med at fornægte eller detoxe vores negative følelser. I stedet skal vi acceptere vores følelser som en del af, hvem vi er. Kun med den fulde accept kan vi komme i kontakt med vores inderste kerne og skabe god og sund balance i livet.

Vi skal altså ikke fjerne eller afgifte noget, men i stedet acceptere og elske os selv fuldt ud. Så falder det hele på plads af sig selv.

Accepter hele dit farvespektrum
Anita Moorjani sammenligner den betingelsesløse kærlighed og accept af os selv med hvidt lys, der passerer gennem et prisme. Når det hvide lys trænger gennem prismet, brydes det i alle regnbuens farver.

Farverne svarer til vores følelser – glæde, kærlighed, misundelse, lidenskab, had, medfølelse osv.

Vi er hver især et prisme, der bryder det rene hvide lys i alle regnbuens farver – og alle farvenuancerne (følelserne) er lige nødvendige for helheden.

Der er formentlig ikke mange, der kunne finde på at dømme en farve som “giftig”, “ond” eller “forkert”.

Men det er det, vi gør, når vi forsøger at detoxe vores følelser eller for den sags skyld – hele vores liv  – og dermed forvandle os til noget, vi ikke er (svarende til at vi fjernede bestemte farver fra regnbuen ud fra en moralsk vurdering om, at den er “negativ” eller “forkert”).

Så måske er det tid til at skifte detox ud med betingelsesløs kærlighed og tillid til vores krop?

Hvad synes du?