Da jeg for ca. 10 år siden for første gang for alvor blev konfronteret med stress i den værste udgave, anede jeg ikke mine levende råd.
Det var en af mine nærmeste kolleger, der pludselig gik ned med et brag, som kom fuldstændig bag på mig. Jeg havde på intet tidspunkt bemærket, at stressen kom snigende, og jeg havde ikke, selv i min vildeste fantasi, forestillet mig, at stress kunne have SÅ alvorlige konsekvenser.
Min kollega (der var i starten af 30 erne) havde en lang række alvorlige fysiske symptomer bl.a. begyndende mavesår, og blev efter et stykke tid også ramt af depression.
Jeg prøvede, det bedste jeg havde lært, at hjælpe hende. Som nyuddannet coach synes jeg selvfølgelig, at det var oplagt at coache hende – og lære hende et par tricks til positiv tænkning…
I dag ved jeg, at det var en ringe trøst, der i bedste fald ikke hjalp, og i værste fald gjorde det hele en lille smule værre.
For stressen er langt større og meget mere kompliceret end par positive tanker og coachende spørgsmål kan klare.
Den indre model af verden
I min iver for at hjælpe kom jeg lynhurtigt til at trække min egen indre model af verden ned over hovedet på hende. Jeg fandt løsninger og gode råd ud fra hvor jeg selv var, og hvor jeg troede hun befandt sig. A la: “Hvis det var mig, der havde det sådan lige nu, ville jeg…”
Og det er sådan, de fleste af os reagerer, når vi forsøger at hjælpe en stressramt. Af gode grunde. For hvordan kan vi gøre andet? Vi kender jo ikke deres indre model af verden.
Der er ingen tvivl om, at vi prøver at hjælpe det allerbedste, vi kan. Men selvom vi gør det i en rigtig god mening, kan vi nemt ende med at gøre ondt værre, fordi vi hjælper ud fra vores eget ståsted og hvordan vi tror, det er at være stresset og have det så dårligt, som personen foran os har.
Også selvom vi måske engang selv har haft kroppen fuld af stress, vil vi ikke med sikkerhed kunne vide, hvad den stressramte har allermest brug for.
Så hvad stiller vi så op?
Ved at være bevidste om, at vores egen indre model af verden altid er forskellig – ikke kun fra den stressramtes men alle andres indre model af verden – kan vi undgå at falde i “Hvis-det-var-mig-ville-jeg…- fælden”, og i første omgang holde alle de gode råd for os selv.
I stedet kan vi som ven, kollega eller partner f.eks. sige til den stressramte: “Du skal vide, at jeg er her for dig – både hvis du har brug for at snakke med mig, og hvis du ikke har. Jeg har god tid , og jeg er her lige indtil din stress igen forsvinder, og der vil også fremover altid være plads til dig i mit liv. Det eneste der er vigtigt lige nu er, at du tager dig den tid, du har brug for, til at få det godt igen”.
Som arbejdsgiver skal formuleringen naturligvis være lidt anderledes, men meningen skal basalt set være den samme: Dit job og dine kolleger venter på dig – tag dig den tid, du har brug for.
Derudover er det en rigtig god idé at hjælpe den stressramte med at komme i kontakt med en professionel person, der har de rette kompetencer til at hjælpe. Eller, alternativt, beslutte sig for selv af tilegne sig kompetencerne til, via professionelle og velafprøvede metoder – og uden skelen til sin egen indre model af verden – at guide den stressramte tilbage til en hverdag uden stress.
Skriv et svar