Når jeg kaster et blik tilbage på de snart 10 år, jeg har beskæftiget mig med personlig udvikling, bliver jeg både ydmyg og meget taknemmelig for alle de indsigter og erfaringer, jeg har fået undervejs. Jeg kan med ærlighed – og uden at det på nogen måde skal lyde klicheagtigt – sige, at det har forandret mit liv markant, og at jeg i dag lever et liv, der er langt mere tilfredsstillende og i harmoni med mine ønsker og drømme, end det var før.
Først og fremmest lykkes det mig i langt højere grad at handle og agere ud fra mine egne personlige værdier, hvilket gør mig til det menneske, jeg reelt ønsker at være.
Dette kan jeg måske bedst illustrere ved at fortælle dig, at jeg er gået fra:
Sur, irritabel og træt mor til glad, forstående og indlevende mor
Drama og tonsvis af offer-adfærd overfor min mand til kærlig, rummelig og støttende adfærd
At tillægge alt og alle skylden for min manglende formåen, mit manglende “held” og min manglende lykke til at tage ansvar og leve ud fra bevidstheden om, at vi skaber alting selv.
Det kræver fortsat daglig træning at blive der, hvor jeg er nået til. Og jeg falder også stadig i det forkerte spor en gang imellem. Indsigterne har ikke gjort mig til et “supermenneske”, der aldrig begår fejl.
Men fordi jeg er meget bevidst om det, når det sker, og fordi jeg ved, hvad jeg skal gøre for at rette ind på det gode spor igen, bliver jeg sjældent i det dårlige spor i ret lang tid.
Der er særligt to indsigter, der har gjort en meget stor forskel for mig:
1. Tankens kraft
En af de allerførste indsigter jeg stødte på, var tankens enorme kraft. Bevidstheden om, at alting starter med en tanke, og at vi konstant skaber vores virkelighed med vores tanker, forandrede noget helt grundlæggende i mig og gav mig en stor følelse af frihed. For med de rette tanker kunne jeg jo skabe hvad som helst og være præcis, som jeg ønskede.
Jeg måtte dog sande, at tankerne alene ikke gjorde det, og at jeg, udover at være omhyggelig med mine tanker, havde brug endnu et effektivt redskab. For hvis jeg virkelig blev udfordret af mine omgivelser, havde de positive tanker ikke rigtig magt over mig. Det havde tilgengæld mine følelser! Stærke følelser som vrede, irritation, frygt og ked-af-det-hed fik mig til at reagere fuldstændig modsat af, hvad der var min hensigt. Mine gode intentioner blev sat på standby, og følelserne styrede showet. Jeg behøver vel næppe skrive, at resultatet hverken var positivt eller konstruktivt.
2. Mindfulness
Min anden store indsigt kom, da jeg stiftede bekendtskab med mindfulness. Med denne unikke metode lærte jeg nemlig, hvordan jeg undgik at lade mig rive med af mine følelser. At jeg med mit åndedræt kunne bremse en nærliggende og meget uhensigtsmæssig reaktion, og give mig selv et splitsekund til at vælge en hensigtsmæssig reaktion i stedet. Jeg lærte, at det er OK at have alle de negative følelser, og at vi kan lære at kigge på dem som noget udenfor os selv – en energi, der går igennem os – som vi kan lade passere uden at handle på. Wauw.
Det var virkelig noget, der gjorde en forskel, fordi mine tanker og gode intentioner nu også blev til konkrete handlinger i tilspidsede situationer. Handlinger, som jeg kunne stå inde for bagefter, når vandene igen havde lagt sig. Og adfærd, der sikrede, at jeg bevarede et godt og stadig dybere forhold til mine nærmeste relationer – noget, der efter min mening er af uvurderlig værdi, fordi det danner en tryg og skridsikker base for hele vores liv.
Lad mig med det samme sige: Det er ikke nemt at bremse sin egen følelsesmæssige reaktion. Det kræver træning, træning og atter træning. Lige som så meget andet her i livet. Men det kan lade sig gøre. Og når det lykkes, er det ganske fantastisk.



Skriv et svar