Stress og travlhed er IKKE det samme, selvom begreberne ofte bruges i flæng. Men grænsen mellem de to begreber er hårfin.
Stressen kommer ofte snigende, uden vi rigtig lægger mærke til, at vi har overskredet grænsen mellem en sund travlheds-tilstand til en usund stress-tilstand.
Her finder du 5 typiske tegn på, at din travlhed er ved at udvikle sig til stress.
1. Din søvn
Så længe travlhed bare er travlhed, kan du sove trygt om natten. Selvom du har travlt, har du stadig overblikket over dine opgaver, og du ved, at du har de ressourcer, du har brug for, for at løse dem.
Når travlhed bliver til stress, skyldes det, at vi mister overblikket og ikke længere kan se os ud af, hvordan vi nogensinde skal kunne nå det hele. Vi bruger natten på at spekulere over, hvordan vi kan håndtere vores situation, og det forstyrrer søvnen.
Hvis du har svært ved at falde i søvn, eller hvis du vågner i løbet af natten og har svært ved at sove igen, kan det derfor meget vel være et tegn på, at din travlhed har bevæget sig over i stress.
2. Din hukommelse
Et andet tegn på begyndende stress er, at din hukommelse ikke er helt så skarp, som den plejer at være. Du kan stadig huske det meste, men der er flere og flere ting, der smutter for dig i løbet af dagen. Ofte ting, du aldrig glemte før. Det kan være arbejdsopgaver, indkøb på vejen hjem, eller – lidt værre – fødselsdage og møder.
3. Dit humør
Så længe du blot har travlt, kan du nemt holde humøret højt. Men hvis overblikket ryger, og du ikke længere føler, at du har helt styr på situationen, vil det typisk påvirke dit humør. Hvis du oplever, at din lunte er kortere end den plejer at være, eller at dine dage mere er præget af mellemtilfredshed end glæde, skyldes det sandsynligvis, at travlhed er blevet afløst af stress.
4. Smerter
Et meget typisk tegn på begyndende stress er, at du begynder at få smerter, du ikke normalt har – eller at eksisterende smerter bliver mærkbart forværret. Måske har du pludselig hovedpine, mavesmerter eller ondt i ryggen. Fordi du har så travlt, sluger du et par piller for at lægge en dæmper på smerterne, så du kan komme videre med alle dine opgaver.
Gør i stedet dig selv den tjeneste at lytte til kroppen. Kroppen lyver ikke, og smerter er altid tegn på ubalance. Træk stikket ud og ret op mens stressen endnu blot er i startfasen.
5. Ulyst
Du opdager pludselig, at din vanlige motivation er væk. Måske oplever du direkte ulyst til at gå på arbejde. De opgaver og projekter, som du plejer at gå til fuld af lyst og energi, synes pludselig besværlige og uoverkommelige.
Hvis du har det sådan, er det sandsynligvis tegn på, at du gennem længere tid har brugt flere ressourcer, end du har fyldt på igen. Din krop reagerer ved at producere stresshormoner, der kan holde dig kørende, så du kan klare hverdagen. Men det er ikke en god kurs. Du har brug for at sætte tempoet ned og allerhelst en god lang pause, så du får kroppen tilbage i den gode balance igen.



[…] Hvis du har travlt, og måske er på kanten til at udvikle stress (læs om grænsen her), vil dit hoved ofte være fyldt med tanker. Tankerne er der hele dagen, men det er først, når […]