En gang stressramt altid stressramt?

Jeg bliver ofte spurgt, om det er sandt, at hvis man først en gang har været stressramt, så vil man altid været særligt udsat for at få stress igen.

Og om det er rigtigt, at man aldrig bliver i stand til at formå det samme, som før stressen satte ind.

Svaret er nej – det er ikke sandt.
Det er muligt at slippe stress helt og komme stærkt tilbage – nogle gange endda stærkere end før stressen.

Men jeg forstår godt, at mange spørger om det – for det er en af de største myter, der findes om stress.

At myten eksisterer – og desværre lever i bedste velgående – skyldes (efter min mening) primært disse 3 årsager:

1. Dårlig håndtering af stress

Rigtig mange får ikke den rette hjælp fra arbejdspladsen, når de rammes af stress. Ofte bunder det i manglende viden om, hvordan man virkelig får fat i stressens rod, så den bliver fjernet permanent. For det handler ikke kun om den stressramte, men lige så meget om forhold på arbejdspladsen, der skal rettes op på.

Men i stedet for at tilegne sig den rette viden og gøre noget ved de stressfremkaldende faktorer, lader mange arbejdspladser stå til og forklarer det faktum, at den stressramte stadig ikke er helt tilbage og velfungerende i sit job, med myten om “en gang stressramt altid stressramt”.

Det er den nemme, men bestemt ikke særlig landtidsholdbare, løsning for hverken den stressramte eller arbejdspladsen.

2. Den stressramte stopper på halvvejen

Jeg oplever desværre en tendens til, at mennesker, der har været hårdt ramt af stress, resignerer og giver op på halvvejen i forhold til at genvinde styrken, glæden og overskuddet igen, hvis de ikke har en dygtig hjælper ved hånden.

For når vi nærmest har udviklet en kultur, der gør stress til en mere eller mindre permanent indre “virus”, kan det være rigtig svært som stressramt at tro på, at det faktisk ER muligt at frigøre sig helt af stressen igen.

Når overskuddet er i minus er det rigtig, rigtig svært at finde ressourcerne til at arbejde sig helt fri af stress, hvis man konstant bliver mødt med en holdning om, at:

1. Når man først en gang har været ramt af stress, ja så vil man altid være særligt modtageligt for stress.
2. Man skal ikke regne med at få sin gamle styrke igen. Det er væk. For evigt.

DET ER NOGET VRØVL

Hvis du læser med som stressramt lige nu, håber jeg, at du vil tage følgende budskab helt ind i hjertet: Det ER muligt at slippe stress helt.
Lad aldrig andre overbevise dig om andet.

3. Urealistisk livsførelse

Når det gælder myten om, at vi efter stress ikke vil være i stand til at formå det samme som før, er der – indrømmet – en lille grad af sandhed i det.

For den formåen rigtig mange sammenligner med, er en, der typisk er helt ude af propertioner med, hvad vores krop og sind oprindeligt er designet til. Men kroppen kan rigtig meget og gemmer på utrolig mange ressourcer. Derfor kan den gennem lang tid køre i overhalingsbanen uden som sådan at reagere på det.

Den finder sig i arbejdsdage på 14 timer eller mere. Den fungerer ok uden motion, lys og luft og på dårligt kost. Hjernen klarer det ok uden nævneværdige pauser og med helt ned til 5 timers søvn om natten.

Men selvom vi måske ikke mærker det i første omgang, slider den slags livsførelse enormt på kroppen. Og hvis det er den type af formåen, man sammenligner med, når man siger, at man ikke længere formår det samme som før –  ja, så er der en meget enkelt forklaring på det, som intet har med stressen at gøre.

Derimod skyldes det, at vores krop ikke er biologisk designet til sådan en livsførelse, og den vil derfor over tid reagere, når den alligevel bliver udsat for det.

Så nej: De færreste vil efter en stressperiode være i stand til at arbejde 14 i døgnet, droppe pauser og motion og spise dårligt og samtidig være velfungerende. Og de færreste vil være i stand til at være rolige, skarpe og visionære uden at give hjernen en eller flere mentale pauser om dagen.

Men det skyldes ikke stressen. Faktisk har stressen i den henseende blot være en nødvendig og venlig reminder om, at vi kun kan blive ved med at give, når vi husker at fylde på igen.

Kroppens ressourcer er store, men ikke uendelige, og vi er nødt til at behandle kroppen med respekt og omsorg, hvis den skal holde hele livet.

________________

Kender du andre, der kunne have glæde af dette indlæg? Så del meget gerne.