Jeg bliver ofte spurgt, om stress ikke også kan være positivt. Og selvom det teoretiske svar er “Jo, det kan det”, er jeg altid tilbageholdende med bare at sige: “Jo”.
For udtrykket “positiv stress” giver i min verden nogle forkerte associationer, som er med til at devaluere alvoren af stress. F.eks. med bemærkninger som “Jamen det er jo ikke udelukkende negativt at være stresset…”
Jo, det er.
Stress er tegn på overbelastning. En overbelastning, der over længere tid kan fremkalde alvorlige sygdomme i kroppen.
Hvis vi overhovedet skal bruge begrebet “Positiv stress” er det særdeles vigtigt, at vi har helt styr på forskellen mellem den negative og den positive udgave af stress. Og i virkeligheden ville det, efter min mening, være meget bedre at finde et andet udtryk for den tilstand, der betegnes som “Positiv stress”.
Så hvad er forskellen på de to begreber?
Når stress omtales som “positivt”, refereres der til enkeltstående situationer, hvor vi skal præstere noget ekstraordinært. En eksamen, en sportspræstation, en vigtig præsentation på jobbet, en tale til en fest etc. Noget der på den ene eller anden måde kræver noget ekstraordinært af os. For at vi kan klare det, vi står overfor, begynder kroppen helt automatisk at producere stresshormoner, som sætter os i stand til at håndtere vores udfordring.
Og når vi har overstået vores præstation og ikke længere behøver at anstrenge os ekstraordinært, så falder niveauet af stresshormoner helt automatisk igen. Smart!
Kroppen er altså i overnævnte tilfælde kortvarigt stresset. Og fordi stressen i den situation hjælper os til at præstere, bliver det til noget positivt. Heraf begrebet “Positiv stress”
Men stressen er kun positiv, hvis den forsvinder ud af kroppen igen. Problemet er, at der i vores hverdag ofte sniger sig mange ekstraordinære situationer ind. Vi skal hele tiden præstere – gerne lidt bedre og lidt mere end sidst. Og hvis vi ikke sørger for at holde pauser og trække stikket helt ud engang imellem, ja, så falder niveauet af stresshormoner ikke. Det er konstant højt, fordi vi konstant skal præstere.
Den situation påvirker kroppen negativt over tid, og hvor positivt det end er, at kroppen har mekanismer, der gør at vi kan præstere, ja, så kan det meget hurtigt blive negativt, når hverdagen udvikler sig til at være en stor ekstraordinær præstation, hvor vi kravene hele tiden ligger over det, vi reelt har ressourcer til.
Det er i den situation, vi udvikler “Negativ stress” eller kort og godt: Stress.
Det er altså helt centralt, at vi er i stand til at mærke, om kroppens stressniveau er højt eller lavt, og dernæst sikre, at vi får kroppen ned i gear, hvis vi har været helt deroppe, hvor alt kører på høj puls. Hvis ikke, kan “Positiv stress” meget hurtigt blive et dække for den alvorlige og ødelæggende negative stress.
Derfor: Mærk efter og vær i kontakt med din krop. Der er ikke noget galt med at presse sig selv og køre i højt tempo. Blot skal det være i kortere perioder ad gangen, og vi skal huske at give plads til modpolen i form af pauser, ro og refleksion, så kroppen får en chance for at genoplade. Dette gælder naturligvis OGSÅ på arbejdspladsen, hvor ledelsen har et stort ansvar for at håndtere “positiv stress” på rette vis.
Skriv et svar