Hvis du har fulgt mig et stykke tid, ved du, at jeg går meget op i søvn.
Alting starter med en god nats søvn, og god og rigelig søvn udgør fundamentet for et stressfrit liv.
Alligevel oplever jeg gang på gang, at denne meget vigtige parameter i vores liv bliver nedprioriteret – især til fordel for lidt flere timer foran computeren.
“Jeg kan sove senere”, tænker vi. Eller: “Søvn det er noget, jeg tager mig af, når jeg bliver gammel”.
Ja – hvis du altså bliver gammel. Forskning viser nemlig, at konsekvenserne af søvnunderskud kan være så alvorlige, at de er med til at forkorte vores liv.
For udover stress, kan søvnunderskud medføre alvorlige tilstande som nedbrydning af immunforsvaret, sukkersyge, fedme, kræft, depression, hukommelsestab og sågar hjertesygdomme.
I et studie offentliggjort af WHO fandt man eksempelvis frem til, at mænd med dårlig søvnkvalitet havde dobbelt så stor risiko for at få et hjerteanfald og op til 4 gange så stor risiko for et slagtilfælde.
Jeg synes, der i mange år har været en tendens til at kæde det at sove meget sammen med at være lidt kedelig eller måske ligefrem små-doven.
Der har ikke været meget prestige i at sige, at man passer på sig selv og konsekvent sover 8 timer hver nat. Det har derimod givet ret mange point på “smart-kontoen” at sige, at man har siddet oppe og arbejdet den halve nat. Eller “at man da fint kan klare sig med 4 timers søvn hver nat”.
Lad mig slå fast en gang for alle: God og rigelig søvn (=7-8 timers kvalitetssøvn hver nat) er noget af det klogeste, du kan gøre for både dit arbejdsliv og dit privatliv. Det hæver ganske enkelt din livskvalitet markant.
Der er faktisk ikke ret meget, der virker uden den gode søvn – så lad nu være med at springe dette vigtige første trin på vejen til det gode, stressfrie liv over.
Udfordringen for mange er, at det at sove – og at sove godt – er blevet svært. Den måde vi lever på i dag blokerer meget nemt for den gode søvn.
Det vil jeg rigtig gerne være med til at ændre på, og jeg vil her i løbet af de næste par uge give dig en række tips til, hvad du kan gøre for at sove godt og nok. Nogle af dem, kender du måske allerede – men læs med alligevel. Du vil måske finde nogle overraskende forskningsresultater undervejs, du ikke har været opmærksom på før.
Søvntip 1. Læg skærmene tidligt i seng
Måske har du hørt før, at det med at sidde og stirre ind i en skærm lige før sengetid, ikke er nogen god idé? Men vidste du også, hvor tidligt du skal lægge skærmene i seng?
Hvis du ikke før har hørt om den dårlige kombination af søvn og “skærmkiggeri” inden sengetid, kan jeg fortælle dig, at den er blandt de største årsager til dårlig søvn. Forskere har fundet frem til at brug af skærme, der udstråler lys, i timerne inden sengetid, har en markant negativ effekt på søvnen.
En undersøgelse viste således, at mennesker, der læste på en iPad i aftentimerne var længere om at falde i søvn, følte sig mindre søvninge om aftenen og havde kortere perioder af REM søvn sammenlignet med de undersøgelsesdeltagere, der blev bedt om at læse i en bog.
Et andet forskerteam er kommet frem til, at blot to timer foran en computerskærm inden sengetid er nok til, at frigivelsen af melatonin mindskes betydeligt.
Melatonin er vores “sov-godt-hormon”, fordi det er med til at skabe de optimale betingelser for, at vi får en god nats søvn. Hormonet udskilles efterhånden som det bliver mørkere udenfor. Men hvis vi bliver ved med at udsætte os selv for det kunstige blå lys fra skærme i aftentimerne og samtidig også ofte får for lidt rigtig lys i dagtimerne (læs med om dette i næste uge) kommer der ubalance i melatoninproduktionen og dermed også vores søvn.
Generelt kan man sige, at mere lys – altså sollys – i dagtimerne og mindre lys om aftenen/natten er med til at sikre os en rigtig god søvn.
Hvis du vil sove godt, skal du sørge for ikke lave “kuk” i din naturlige døgnrytme ved at udsætte dig selv for skærmlys på de forkerte tidspunkter.
Sluk derfor for alle skærme (altså både fjernsyn, mobil, iPad, computer etc.) minimum 1 1/2 time (og gerne 2 timer), inden du går i seng. Find i stedet en god bog frem, snak med dem, du holder af eller gå en stille tur.
Sov derefter godt og nok.
Tak for en rigtig fin artikel. Jeg tror du har fat i en lange ende i forhold til betydningen af en god nats søvn. Har selv lidt af stress, så ved af egen erfaring hvor meget søvn betyder. Ved du om det er en god ide at indtage melatonin. Har læst her https://melatoninguide.dk/zenbev-naturligt-sovemiddel-med-fordele/, at zenbev også kan tages som kosttilskud. Hvad er din holdning til kosttilskud eller sovemidler i det hele taget?
Kære Sandra,
Mange tak for din positive feedback.
Min holdning er, at det er en sidste udvej – især når det kommer til regulær sovemedicin. Det er langt bedre at prøve de andre muligheder af først, så kroppen selv lærer at sove igen og at genfinde den gode søvnrytme uden brug af tilskud eller sovemidler.
kh Lisbeth
Hej Lisbeth. Som stress ramt prøver jeg også alt i forsøget på at kunne finde ro og få styr på min søvn igen. Jeg har netop udgået at spise sovepiller, da jeg vil gøre noget ved årsagen til mine problemer. Har læst her https://castorolie.dk/rosmarin/ at rosmarinolie aromaterapi skulle virke afslappende. Har nu købt noget rosmarinolie og brugt det i omkring 2 uger sammen med min daglige meditation, og føler virkelig at det gør en forskel. Har du hørt om det før eller kan det være at det blot er tiden, der giver mig restitution og mere ro i kroppen?
Kh Bente
Kære Bente,
Mange tak for dit indlæg. Jeg har ikke hørt om rosmarinolien før – men jeg ved, at rosmarin generelt har en afslappende effekt på nervesystemet. Så når du mærker god effekt nu, tænker jeg, at olien har haft en god virkning for dig, og at det er den i kombination med meditation, og den samlede længere og længere tid med ro, der giver dig et godt resultat. kh Lisbeth
Jeg har altså læst, at olier er gode mod stress og sindet i det der aromatherapi. At indånde olier får en til at slappe af og give ro i hovedet.
Læste den her artikel, som fortæller mere om det https://shop.cosmos-co.eu/da/diy-hvad-er-aromaterapi-og-hvordan-virker-det-a-67
Bruger det selv i mit hjem og er jeg mere til lavendelolie som dufter rigtig dejligt og gør en så glad og opmuntret 🙂