Kender du det at få et tydeligt tegn fra Universet? En besked om noget, du egentligt godt ved, fordi kroppen længe har hvisket det til dig, men som du ikke har handlet på endnu?
Sådan et tegn fik jeg forleden. Lige foran Københavns Tivoli, hvor jeg kom løbende, fordi jeg var sent på den til et møde pga. et forsinket tog.
Bedst som jeg passerede Tivoli (inkl. en ikke ubetydelig mængde Grand Prix turister) hang min ene sko fast i en kantsten, der lå en lille smule højere end de andre.
Faldet var uundgåeligt, selvom jeg faktisk nåede at overveje flere forskellige måder at afbøde det på. Det blev knæ, albue og håndflader + MAC, der tog imod.
Det var et af de slags styrt, der lige kan gå an ude i skoven, hvor man højst risikerer at blive spottet af et par motionsløbere. Men at udføre det foran Københavns Tivoli er faktisk ikke ret elegant. Nærmere MEGA pinligt, som min søn ville have sagt det…
Jeg kom derfor meget hurtigt op igen og LØB videre for at undgå at se mine tilskuere i øjnene. Jeg konstaterede lettet, at jeg faktisk KUNNE løbe, og at min MAC umiddelbart også så ud til at have klaret styrtet…
Senere, da jeg igen satte tempoet ned, opdagede jeg, at der var hul på både bukser og knæ, og at det faktisk gjorde temmelig ondt…
Budskabet var indlysende: SLOW DOWN – hvilket gav ganske god mening, da jeg havde haft en travl uge, hvor kroppen flere gange havde hvisket, “sæt tempoet ned”.
Og jo, jeg havde lyttet, og jeg var på vej til at sætte tempoet ned – for mødet jeg skulle til var et meditationsmøde. Men højere magter mente åbenbart, at budskabet lige skulle understreges med et fysisk fald.
Før i tiden ville jeg formentlig slet ikke have hørt kroppens hvisken, og jeg ville ganske sikkert også have fortsat i samme tempo, trods tydelige advarsler. Men i dag tager jeg både kroppens hvisken, og universets tegn meget alvorligt.
At undlade at gøre det, er nemlig det samme som at sætte i bakgear, når jeg vil frem. Og det er den sikre vej til stress, udmattelse og manglende resultater.
I dagene efter mit famøse fald overøste jeg derfor kroppen med det, den havde behov for, indtil balancen igen var genoprettet. Lange nærende bade, nydelsesfulde stunder i haven og masser af søvn og afslapning.
Oplevelsen mindede mig endnu engang om to meget vigtige pointer i forhold til at undgå stress.
1. Giv dig tid til at lytte til og reagere på kroppens hvisken. Det kræver, at du er helt stille og vender blikket indad mindst en gang om dagen. Og husk så at reagere på kroppens behov med det samme (altså: vent ikke, som jeg gjorde den uge – det er jo ikke sikkert, at universet kommer os til undsætning hver gang)
2. Når kroppen er stresset, kan vi have mange og nogen gange store smerter uden rigtig at mærke dem. I ca. 15 minutter efter, jeg var faldet, mærkede jeg intet. Jeg havde bare travlt med at komme videre og frem til mit møde. Men præcis i det øjeblik, jeg satte mig ned og begyndte at meditere, kom smerten. Mest i mit knæ, men også mange andre steder i kroppen, som havde taget fra i faldet. Hvis jeg bare var fortsat i det høje tempo, havde jeg måske slet ikke opdaget, at der var sket noget, før knæet var hævet så meget op, at jeg ikke kunne gå.
Og det er præcis det, der sker, når vi bliver stressede. Hvis vi ikke sætter tempoet ned og lytter til kroppen, mærker vi først stressen, når symptomerne er rigtig store. Og så kan der være lang vej tilbage til den gode balance.
Derfor: Husk at bruge en lille stund hver dag, hvor du er stille, mærker efter og lytter til og handler på kroppens hvisken.
Skriv et svar