Er stress et modefænomen?

Stresscoach og forfatter, Lisbeth Fruensgaard, stresscoach uddannelse i VejleNår jeg er ude og holde foredrag eller kurser rundt omkring på landets arbejdspladser, bliver jeg ofte stillet spørgsmålet: “Er stress et modefænomen, eller havde man også stress før i tiden?”

Det er et interessant spørgsmål på mange måder – eller rettere to interessante spørgsmål, som jeg ser det.

Lad os kigge på den første del: Er stress er modefænomen?

Hvis man kigger i ordbogen under begrebet modefænomen, finder man definitionen: “Fænomen som i en periode opfattes som smart og optager mange mennesker”

Så lad os med det samme slå fast: Nej, stress er ikke et modefænomen, som kun eksisterer, fordi mange mennesker synes det er smart at bruge udtrykket, eller fordi mange mennesker snakker om stress.

Stress er et reelt og alvorligt problem i Danmark – og i øvrigt også i store dele af resten af verden.

Og så til næste spørgsmål: Havde man også stress før i tiden?

Jeg kan godt forstå, at mange stiller det spørgsmål. For stress var ikke på samme måde noget, der fyldte i debatten, hvis vi går blot 10 år tilbage. Og endnu mindre hvis vi går 20, 30, 40 – eller 100 år tilbage i tiden.

Men det betyder ikke, at der ikke var stress før i tiden.

Når stress fylder så meget, som det gør i dag, skyldes det primært to faktorer – en positiv og en negativ.

Lad os starte med den positive, som handler om, at det kæmpe tabu, der før har været bygget op omkring stress, langsomt er ved at blive brudt ned. Det er i dag langt mere legitimt at tale om stress både privat, men i særdeleshed på arbejdspladser.

I de snart 12 år, jeg har arbejdet med stress, har jeg oplevet en markant stigende åbenhed for at acceptere stress som et reelt problem og, ikke mindst, for at sætte både forebyggende og reducerende tiltag i gang.

Og det er positivt.

For den negative del af forklaringen på, hvorfor stress fylder så meget i dag er, at stresskurven desværre er konstant stigende. Flere og flere får stress, og derfor fylder stress mere og mere i vores hverdag.

Men netop åbenheden for at tale om stress og sætte både forebyggende og reducerende tiltag i gang er præcis, hvad der skal til, for at knække denne kurve.

Bekymringer har der altid været

I bogen “How to stop worrying and start living” skrevet af Dale Carnegie, kan man læse om utrolig mange eksempler på stress før i tiden (det er i øvrigt en virkelig interesant bog, som bestemt kan anbefales).

Når vi kan få den opfattelse, at der ikke tidligere fandtes stress, hænger det bl.a. sammen med, at man tidligere ikke brugte ordet stress. I stedet brugte man udtryk som “Dårlige nerver”, “Nervøs mave” eller “Nervøst sind”. Måske kan du genkende nogle af dem fra din barndom?

Men stress eksisterede. For grundlæggende er det, der stresser os allermest, vores tanker. Især bekymringstankerne over det, der kan gå galt. Hjernen kan ikke kende forskel på tanke og virkelighed, og når vi bekymrer os om alt det, der muligvis vil komme til at påvirke vores liv negativt på den ene eller anden måde – ja, så opfatter hjernen det som om, at der er fare på færde.

Hjernen sender derfor med det samme besked til kroppen om at øge produktionen af stresshormoner, og stressresponsen i kroppen er i gang.

Og bekymringer har der altid været mange af. Nogle var de samme som i dag. Andre var tilknyttet den tid, man levede i. I de fattige efterkrigsår gik bekymringerne bl.a. på, om en ny krig ville bryde ud, og om man overhovedet ville være i stand til at sætte mad på bordet og brødføde familien.

I 60’erne  og 70’erne gav den ændrede familiestruktur, og kvinders indtog på arbejdsmarkedet, anledning til mange bekymringer hos både mænd og kvinder. Større forandringer på hjemmefronten såvel som arbejdspladsen var, og er, en af de største katalysatorer for bekymringer og efterfølgende stress og angst.

Stress på Rockefellers tid

I førnævnte bog af Dale Carnegie kan man blandt mange interessante historier læse historien om John Davison Rockefeller, der levede fra 1839-1937.

Rockefeller revolutionerede olieindustrien, med Standard Oil, som han grundlagde i 1870 og drev frem til han officielt blev pensioneret i 1897. Efterhånden som benzin steg i både betydning og værdi, voksede hans rigdom hurtigt. Rockefeller blev verdens rigeste mand og den første milliardær i amerikanske dollar.

Som ung skulle han efter sigende have sagt, at han havde to mål; at blive 100 år og at tjene 100.000 amerikanske dollar. Det sidste nåede han til fulde, og det første kom han med sine i alt 98 år særdeles tæt på, hvilke må have været ganske usædvanligt for hans tid.

Til trods for sin store succes, var Rockefeller de første 53 år af sit liv ikke nogen glad mand. Efter sigende var han også en meget hård – og til tider ubehagelig  – mand at gøre forretninger med.

Rockefeller bekymrede sig dagen lang om alt det, der kunne gå galt, og alle de penge han kunne risikere at miste i sin ellers fantastisk velfungerende forretning. Alt hvad han foretog sig var at arbejde og bekymre sig. Han hverken sov, spiste eller gik udenfor.

Til sidst blev han syg med en”mystisk” diagnose, der blandt andet fik ham til at tabe sit hår. Dengang havde man ikke noget ord for det, men i dag ville diagnosen uden tvivl have lydt på: Alvorlig stress og udbrændthed.

Lægerne gav ham et ultimatum: Hvis han ikke stoppede med at arbejde og fulgte 3 vigtige regler, ville han dø. Rockefeller valgte at lytte til lægernes ord. Han stoppede med at arbejde og foretog disse 3 ændringer:

  • Han skulle undgå at bekymre sig om noget. Uanset hvad det var
  • Han skulle sørge for at komme udenfor og bevæge sig hver dag
  • Han skulle holde øje med sin kost og altid stoppe med at spise lige før, han var mæt

Med disse ændringer genvandt Rockefeller sin livskraft i sådan en grad, at han levede helt til han blev 98! Og ikke blot genvandt han livskraften – han genvandt også glæden, da han begyndte at dele ud af alle de penge, han havde bekymret sig så meget om. Han etablerede The Rockefeller Foundation, hvis donationer siden er kommet mange mennesker og megen forskning til gode.

Rockefellers historie illustrerer så fint, at stress ikke blot er et år 2017 modefænomen, men at det derimod også eksisterede i bedste velgående for mere end 150 år siden.

Og så illustrerer den en vigtig pointe, som vi alle kan tage med os den dag i dag. For det Rockefeller især tog til sig, var budskabet om at stoppe med at bekymre sig. Fra sit 53. leveår bekymrede han sig aldrig igen om en eneste ting – i stedet begyndte han at leve.
Og det reddede hans liv.

Udgivet i Accept, Hverdagsglæde, Kuren mod Stress, Lykke, Positiv tænkning, Stress, Stresshåndtering

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Bliv Stressmaster

Vil du lære dig selv og andre at slippe stress - for altid? Så kom med på Stressmaster Uddannelsen og bliv certificeret stresscoach.
Læs om uddannelsen her

Stressmaster Uddannelsen, Certificeret stresscoach uddannelse i Vejle med stresscoach Lisbeth Fruensgaard

Kuren mod Stress

Onlineforløb for dig, der længes efter at komme stressen til livs en gang for alle.
Læs om forløbet her

Kategorier

FÅ EN GRATIS MEDITATION + GUIDE der øjeblikkeligt reducerer dit stressniveau

(Og følg nyhedsbrevet med konkrete værktøjer, tilbud, nyheder og brugbar viden om stresshåndtering)
Nul SPAM. Kun brugbar og værdifuld viden fra mig til dig.