Er du også (lige som jeg var) på vildspor? Her kommer en ærlig historie om et af mit livs sværeste (og mest forkerte) valg.
Jeg var 20 år og nybagt student.
Verden lå åben, og alle mulighederne lå der lige foran mig og ventede blot på at blive valgt.
Umiddelbart en ganske attraktiv situation:) Men sådan så jeg det slet ikke dengang. For jeg havde ikke den fjerneste idé om, hvordan jeg skulle vælge blandt de mange muligheder.
Jeg stadig kan huske (og mærke) længslen efter at være “sådan en type”, der bare vidste, at hun ville være læge, lærer, biokemiker eller noget helt andet.
Sådan en, der havde et kald.
Men jeg havde ikke et kald. Ikke engang noget, der lignede.
Efter nogle turbulente teen-age år, var jeg kommet så langt væk fra mig selv, at jeg blot blev blank indvendigt i forsøget på at svare på spørgsmål som “Hvad har du lyst til?”, “Hvad drømmer du om?”, Hvad vil du gerne?” osv.
Alt hvad der kom op hos mig var en uendelig række af ???
Og hvad gør man så?
I dag vil jeg sige det sådan:
Når vi ikke kan høre hjertets hvisken,
følger vi i stedet hjernens rationelle råben.
Og det var præcis, hvad der skete for mig. Med en meget stor portion rationel fornuft valgte jeg en uddannelse med lige dele økonomi og sprog. Så var jeg ligesom dækket ind, tænkte jeg. Og så kunne det vel ikke gå helt galt…
Jeg havde hverken flair for matematik eller økonomi, og da jeg dengang ikke syntes, at noget i livet bare skulle være let, valgte jeg også at studere et sprog, som jeg intet kendte til i forvejen.
Slid, knokleri og meget lidt passion opsummerer nok meget godt de år, der fulgte.
Sproget (spansk) viste sig dog at være et lyspunkt (og nok det der bar mig gennem studiet) – måske fordi jeg faktisk lige netop der alligevel havde formået at høre hjertets hvisken om en stor passion for det sydeuropæiske sprog, kultur og livsstil.
Da studiet var færdigt kom jeg ud i forskellige jobs. Men jeg fandt aldrig hverken ro eller passion i dem. Til gengæld gav de mig en masse erfaring, som jeg nyder godt af i dag. Så lidt mening var der trods alt med det hele.
Men jeg var helt klart på vildspor i den arbejdsmæssige del af mit liv.
Et vildspor, der langsomt sugede glæden ud af livet og fyldte en række stress symptomer ind i stedet.
Og så endelig en dag, efter 15 års vandren på en vej, der ikke var min, så jeg i et lyst øjeblik, at der også var andre veje jeg ikke blot kunne, men skulle gå.
Er du også på vildspor?
I dag ved jeg, at jeg er det helt rette sted. Jeg finder ro og en kæmpe passion i mit arbejdsliv. Faktisk vil jeg gå så langt som at sige, at jeg har fundet mit kald 🙂
Måske kan du genkende lidt af ovenstående fra dit eget liv?
Jeg har mødt SÅ mange gennem mit arbejde de sidste 11år, som af den ene eller anden årsag er landet på den forkerte livsvej. År efter år har de overhørt hjertets hvisken og sjælens kalden og i stedet ladet sig guide udelukkende af rationel fornuft eller andres meninger.
Og før eller siden er de endt i stress.
For det er det, vi risikerer, når vi overhører vores indre (eller slet ikke kan høre det) og i stedet blot lader os guide af alt det ydre.
Jeg vil invitere dig til i dag at bruge en lille stund på at søge ind i dig selv og undersøge, om du lige nu følger en vej, hvor du lytter til hjertets hvisken og sjælens kalden – eller om du måske har brug for at justere kursen, fordi der er noget, du overhører?
God fornøjelse
Kh Lisbeth
Jeg har desværre ingen fornemmelse … forsøger at holde mig oprejst, mens jeg halter i en retning af noget der ligner det jeg tror er det eneste jeg kan. Jeg snubler…tit….. Jeg er bange for i morgen og dagen efter det og næste dag, hele tiden bange for at jeg ikke slår til. At jeg snubler og ikke kan rejse mig. Det har jeg prøvet et par gange. Er blevet bedre, men livet stresser mig stadig. Arbejdslivet/studielivet. Kravene, som jeg ikke kan se mig ud over, som jeg ikke tør vige fra, måske fordi jeg ikke ved hvordan. Jeg taget mange af de rigtige skridt, men hvad angår fremtidig arbejdsliv er jeg fastlåst i forventninger og frygt. Jeg har ingen anden vej – heller ikke når jeg virkelig mærker efter….. der skal jo brød på bordet. Og fornemmelsen om andet er ikke til stede.