Som barn fik jeg ofte at vide, at jeg brugte alt for lang tid på mig selv. For lang tid under bruseren, for lang tid foran spejlet, for lang tid med at dagdrømme. Jeg blev kaldt ”fornem”, ”krukke”, ”prinsesse-agtig” og selvoptaget.
Jeg udviklede derfor en opfattelse af at være ”for meget”. Ikke i forhold til noget bestemt, men bare sådan helt generelt ”for meget” og dermed ”forkert”.
Jeg begyndte stille og roligt at lægge en dæmper på mig selv i alle sammenhænge. Jeg brugte stadig lang tid på badeværelset (i hvert fald i mine forældres øjne), men det var altid med følelsen af at være forkert.
Jeg blev usikker på, om det jeg kunne lide, og det jeg mente, var ok, og jeg var skrækslagen for at sige noget, der var ”forkert” eller ”for meget” i større forsamlinger. Langt op i mit voksne liv betød det, at jeg var yderst varsom med at sige min mening højt, og jeg havde mere end svært ved at vælge det, som jeg – sådan inderst inde – allerbedst kunne lide.
I stedet tog jeg det næstbedste eller tredje bedste, og lagde dermed effektivt en dæmper på mit lys og min indre power. Mønstret gik igen i alt fra uddannelse og jobvalg til materielle ting som hus, nyt køkken, møbler og tøj. Igen og igen valgte jeg noget andet end det, jeg helst ville have. Og igen og igen undlod jeg at stå ved det, jeg virkelig mente. Ofte var jeg slet ikke klar over, hvad jeg mente, fordi jeg var så optaget af, hvad andre mente og gjorde.
I dag ved jeg, at vi kommer længst med at stå 100% ved os selv, og den vi nu en gang er. I al vores uperfekthed er vi smukke og perfekte, og præcis som vi skal være.
Jeg tror på, at der er en mening med, at vi er, som vi er. Vi er sat på jorden med et bestemt formål, som kun lige præcis vi med vores egen unikhed kan indfri.
Men i stedet for at stå ved det og dyrke vores unikke kvaliteter, har vi ofte travlt med at forme os selv, så vi bliver ligesom alle de andre.
I vores iver for at tilpasse os, lukker vi ned for alle vores egne farver og stråler, og vi former en homogen gruppe, hvor ingen skiller sig for meget ud. Og ikke blot skaber vi et resultatet, der er mat og gråt. Det er også virkelig hårdt arbejde ikke at skille sig ud og være ”forkert” (lig med: ikke lig de andre).
Faktisk er det et udmattende og endeløst maratonløb, netop fordi vi alle er unikke, og fordi det faktisk er meningen, at vi skal være det.
Oscar Wilde udtrykte det så fint med sætningen: “Be Yourself. Everyone Else Is Already Taken”.
Når vi lukker ned for os selv og gemmer vores inderste meninger, håb og drømme af vejen, lever vi på mange måder halvt. Og det kan have store konsekvenser for vores livskvalitet, idet vi automatisk åbner for stress, tristhed, modløshed og frustration, når vi lukker ned for os selv.
Så hvordan ser det ud for dig? Husker du at stå ved dig selv og lade alle dine farver stråle, eller har du lagt en dæmper på dit lys?
Nedenfor finder du en video med Marianne Williamson, der om nogen står ved selv og sine meninger og dermed stråler stærkt og powerfuldt igennem med alt, hvad hun står får. Giv dig selv en lille pause og se videoen. Og brug den som inspiration til at skrue (endnu mere) op for dig selv.
Kh Lisbeth
Skriv et svar