Vi har alle perioder i livet, hvor tingene hober sig op. Måske især i denne juletid kan det tage helt overhånd og give os følelsen af, at der er 1000 ting, vi skal nå INDEN jul.
1000 ting, er der jo sjældent, trods alt 🙂 Men inde i hovedet kan vi hurtigt få fortalt os selv, at det er sådan, det er. Så bare det at sætte sig ned og skrive op, hvad der egentligt skal nås, og opdage, hvor meget det konkret drejer sig om, er en hjælp.
Her kommer 3 vigtige trin, jeg altid bruger til at komme godt igennem perioder med “1000 ting, der skal nås”
Trin 1: Dan dig et overblik
Det første, du skal gøre er at danne dig et overblik over, hvad det egentlig er, du skal nå. Skriv i første omgang bare det hele ned. Kig dernæst kritisk på din oversigt, og makér så hvilke opgaver, der er tvingende nødvendige at nå, hvilke opgaver, der kunne være rare også at nå, og hvilke opgaver der i virkeligheden godt kan vente.
Trin 2: Læg en plan
Kig nu på de opgaver, der er tvingende nødvendige at nå (= de får store og afgørende konsekvenser, hvis du ikke når dem). Tag kalenderen frem og lav en grundig plan for, hvornår du vil gøre hvad.
Vær realistisk i forhold til hvor lang tid, hver opgaver reelt tager. Og HUSK at lægge luft ind i din plan. Tingene tager som regel længere tid, end vi tror (i hvert fald hvis man er tidsoptimist, som jeg 🙂
Husk også at lægge små nydelsesfulde pauser ind mellem opgaverne. Det er dem, der giver dig energien til ikke blot at udføre opgaverne, men også at udføre dem hurtigt og effektivt. Så lad nu være med at springe pauserne over (selvom det kan være virkelig fristende, når tingene går stærkt).
Trin 3: Hold fokus på en ting ad gangen
Trin 3 er det måske allervigtigste. Det handler om kun at holde fokus på den opgave, du er i gang med og slippe de resterende “1000”. Når først du har lavet din plan, behøver du ikke bekymre dig om de andre opgaver længere. Du ved, at du allerede har taget højde for dem.
I stedet kan du lade alt din energi gå til lige præcis den opgave, du er i gang med. Det svarer lidt til den effekt, der opstår, når man samler solens stråler i et forstørrelsesglas: der bliver rigtig varmt under glasset.
Når du lader al din energi gå til den ene opgave, du er ved at udføre, bliver du nemlig knivskarp og får hurtigt og effektivt opgaven af vejen. Du undgår altså at opgaveløsningen trækker ud og forstyrrer resten af din plan, fordi du tænker på alt det andet, du skal nå, samtidig.



Skriv et svar