Jeg var målløs
Ja, faktisk var jeg lettere chokeret, da jeg forleden blev kontaktet af Else og hørte hendes stresshistorie.
Jeg hører MANGE stress-historier, og jeg tænker ofte, at nu kan det vel næppe blive værre.
Lige indtil der kommer en ny historie, der overgår min fantasi for, hvor dårligt man kan behandle en stressramt.
Her kommer den chokerende historie:
Else Munk Jansen var en værdsat medarbejder på sin arbejdsplads, hvor hun havde arbejdet som eksportmedarbejder i 7 år.
Hendes afdeling var for nyligt blevet underlagt en række strukturelle forandringer og en ny chef.
For Else betød det en brat omlægning fra at være fyldt med arbejdsglæde og overskud til i stedet at mangle motivation og mening. Hun følte sig pludselig presset af nye opgaver og frustreret over at blive frataget sine vante rutiner.
Else var vant til at håndtere sine kunder fuldstændig selvstændigt, men den nye chef ville bestemme alt. Pludselig skulle Else også til at oversætte forskellige rapporter til tysk og engelsk med ekstremt kort deadlines.
Hun tilbød at arbejde over, men arbejdspladsen ville ikke betale for overarbejde. Hun forsøgte at råbe ledelsen op, men ingen reagerede. Da hun sagde fra overfor det tiltagende pres, var det svaret fra hendes chef:
‘Jeg hører, hvad du siger, men jeg kan ikke gøre noget’”.
Flot! Virkelig flot chef!
Men det er ikke engang det værste.
Kort tid efter blev Else alvorligt syg af sin stress. Så syg, at hun endte med at sige sit job op. Hun kunne umuligt forestille sig at skulle tilbage til samme arbejdsplads.
Og nu kommer vi til det mest chokerende ved denne historie.
For da Else ringede til sin chef for at sige sit job op, sagde han ikke:
“Det er jeg ked af at høre” eller
“Jeg forstår dig. Held og lykke fremover” eller
“Er der noget, jeg kan gøre for at hjælpe dig”
Faktisk sagde han slet ingenting. Han lo. LO! En lang hånlig latter.
Du kan nok forestille dig, hvor ubehageligt det var for Else, der i forvejen havde det rigtig svært.
Når jeg hører om en case som Elses, bliver jeg først målløs, så chokeret og derefter helt utrolig vred.
Vred over at man tillader sig at behandle andre SÅ dårligt.
Vred over den store inkompetence indenfor stresshåndtering.
Vred over den himmelråbende mangel på ansvarlig ledelse.
Der er et kæmpe behov for at gøre noget ved den store stressproblematik, vi har i Danmark. For nok er Elses historie ekstrem – men den er desværre langt fra enestående.
Der er behov for, at virksomheder bliver klædt ordentligt på til opgaven. Og der er behov for kompetente stressafhjælpere, der dels kan hjælpe stressramte med at få sat grænser og sagt fra i tide, dels kan lære arbejdspladser – og i særdeleshed ledere – at håndtere stress.
Det er bla. på den baggrund, jeg har udviklet STRESSMASTER Uddannelsen, hvor man bliver klædt professionelt på til at hjælpe både arbejdspladsen og den stressramte på den rigtige måde og dermed udelukke enhver risiko for at gøre en svær situation værre, end den allerede er.
Eller – endnu bedre – forebygge at den overhovedet opstår.
kh Lisbeth
PS: Hvis du vil vide mere om Stressmaster Uddannelsen, så klik her.
Næste hold starter 4. oktober.
Kender du nogen, der kunne have glæde af at læse dette indlæg? Så del det meget gerne.
Ingen fortjener at blive behandlet på den måde og det er skræmmende hvad man som stress sygemeldt skal lægge øre til. Da jeg første gang forsøgte at vende tilbage og var nødt til at ændre i den aftalte plan blev jeg mødt med et svar fra arbejdsgiver side om at det handlede om at følge planen og snyde hjernen 😳. Det resulterede desværre i endnu en fuldtidssygemelding. Da jeg igen følte mig klar til at vende tilbage med en god plan i baglommen skulle virksomheden først finde ud af om de havde tid til at køre mig ind igen på det ønskede tidspunkt hvor jeg var klar til at komme tilbage 😳😳. Jeg var rystet over at blive behandlet på den måde. Jeg fik aldrig lov at vende tilbage da de istedet valgte at fyre mig. Idag et jeg raskmeldt og leder med lys og lygte efter et job 💪🏻😊
Kære Anette,
Mange tak for dit indlæg.
Det er en barsk omgang, du har været igennem, men desværre er det ikke enestående.
Jeg tænker, det er godt, at du ikke er på den arbejdsplads mere under alle omstændigheder – og at noget nyt og meget bedre ligger og venter på dig. Det skal nok dukke op 😊
Desværre er der alt for lidt viden om stress, og der er brug for mange flere, der kan hjælpe arbejdspladserne på rette vej. Lad os sammen på, at det sker😊
kh Lisbeth