Skal hjælpen til stressramte ensrettes?

Der er i dag meget stor forskel på, hvad vi får tilbudt af hjælp, når vi rammes af stress.

Ofte er der ingen hjælp at hente, med mindre vi selv eller vores arbejdsplads opsøger den og betaler for den. Og selv der, kan det være meget forskelligt, hvad den stressramte præsenteres for af metoder og teknikker til at afhjælpe stressen.

I nogle kommuner er det muligt at få hjælp fra kommunens egne stresscoaches eller konsulenter eller via forskellige kurser eller programmer. Hjælpen spænder over alt lige fra motion til mindfulness, og i nogle tilfælde  er hjælpen desværre så dårlig, at den gør stressen værre. F.eks. har “10-timers-motion-om-ugen-ordningen” været en katastrofe for mange stressramte.

Det er kort sagt noget rod med alle de forskellige mere eller mindre gode tilbud, der findes rundt omkring.

Det har nogle af vores politikkere også fået øje på, og Socialdemokraterne tog for kort tid siden initiativ til en stressbehandlingshøring på Christiansborg med henblik på at få indført “nationale kliniske retningslinjer for stressbehandling.”

Disse retninglinjer skal være baseret på forskning omkring, hvad der rent faktisk virker.

På mange måder, at det jo rigtig godt. MEN – og det er et stort men – jeg ser også en stor potentiel risiko for igen at komme til at gøre mere skade end gavn.

Efter 10 års arbejde med stressramte, har jeg gjort mig mange erfaringer med, hvad der virker. Og selvom jeg (desværre) ikke har lavet dokumenterende forskning undervejs (efter 6 år som forsker havde jeg fået nok af den slags), vil jeg påstå, at jeg har en meget stor indsigt i, hvad der virker, når stressramte skal hjælpes tilbage i balance.

En af mine største – og vigtigste – erfaringer er, at der simpelhen ikke findes en “one-size fits all”. En stressramt er ikke bare “en stressramt”, men et menneske af kød og blod, der er lige så individuelt sat sammen som alle andre.

De behov den stressramte har for at få det bedre, er dermed også forskellige, og det der kan være en gave for den ene, kan være en stor forhindring eller lige frem et tilbageskridt for den anden.

F.eks. er det for nogle en stor hjælp og lettelse at blive fuldtidsygemeldt fra jobbet i en periode, mens andre ville have det virkelig svært med at gå hjemme uden kontakt til jobbet. For dem er vejen til balance at blive i jobbet – ofte på nedsat tid – mens de sideløbende arbejder på at slippen stressen.

Nogle finder ro ved at se ligegyldige serier i fjernsynet dagen lang, mens det for andre (især særligt sensitive) vil forstyrre og stresse sindet endnu mere.

Udover de individuelle behov, har det også noget at sige, hvilken stresszone, den ramte befinder sig i. Den let stressramte har andre behov end den alvorligt stressramte. Dette er især relevant i forhold til brug af motion på vejen tilbage til balance samt længden af stresshåndteringsforløbet.

Nogle har brug for 5 samtaler med en kvalificeret stresskonsulent. Andre har brug for 10 eller flere.

Jeg mener derfor, at der er mange faldgruber og store ricisi ved at udarbejde “nationale kliniske retningslinjer for stressbehandling.”

Dog synes jeg, at det er yderst positivt, at der kommer mere fokus på hjælpen til stressramte i Danmark, og som sådan også, at der forskes i, hvad der virker. For selvfølgelig er der teknikker og metoder, som vil hjælpe en meget stor del af de stressramte. Dem skal vi naturligvis kende.

Men for mig at se har hverken retningslinjer eller metoder, der virker “for de fleste” nogen værdi, hvis man ikke som stressafhjælper formår at afkode og tage højde for de individuelle forskelle hos stressramte. Det er først når man evner at gøre dette, man kan dykke ned i sin værktøjskasse og find den fremgangsmåde, der vil være en hjælp for lige præcis den stressramte, man sidder overfor.

Det er bl.a. derfor at en stor del af Stressmaster Uddannelsen handler om at opøve kompetencer til at kunne at arbejde indefra og ud, og mærke og fornemme sig frem til hvad den stressramte i virkeligheden råber på lige nu og her. Og hvad han har brug for, men ikke kan sætte ord på.

For at kunne gøre dette er man nødt til at aktivere og træne sin følelsesmæssige intelligens, hvor man opøver kompetencen at kunne mærke og håndtere både sine egne og andres følelser og behov.

Så selvfølgelig har vi brug for overordnede retningslinjer og en oversigt over “go’s” og no go’s” i forhold til at hjælpe en stressramt. Jo større viden om dette, jo bedre.

Men hvis vi virkelig vil stressen til liv og udarbejde nogle retninglinjer og metoder, der virker, bør den følelsesmæssige intelligens indgå som et meget centralt element i uddannelsen af alle, der fremadrettet skal hjælpe stressramte.

Det gælder både læger, ansatte i kommuner, ledere, coaches, HR medarbejdere, konsulenter etc.

Hvis du vil lære mere om, hvordan du bruger den følelsesmæssige intelligens i arbejdet med stressramte, så kom med på Stressmaster Uddannelsen. Du kan læse mere om uddannelsen her eller høre mere på informationsmøde den 31/8 (tilmeld her)