Det kan være hårdt for kroppen at gå direkte fra feriegear til arbejdsgear. Her er et par tips til, hvordan du kan gå nænsomt i gang og dermed bevare den gode ferieenergi langt ind i efteråret.
Tip 1: Start langsomt
Hvis det på nogen måde er muligt, så undgå at starte en mandag med en fuld arbejdsuge foran dig. Start i stedet en onsdag eller torsdag og meget gerne med to halve dage helt uden aftaler, som du bruger på at danne dig et overblik over kommende møder og opgaver. Skær evt. en dag af din ferie og brug den på de to halve start-dage.
Tænk også i at bevare ferietempoet lidt endnu, hvor det er muligt. Det kunne f.eks. være om morgenen, hvor du giver dig ekstra god tid, spiser morgenmad i solen, hvis den er der, laver en kop ekstra god kaffe, giver dig tid til at læse avisen eller til at snakke med familien. Dine børn (og din egen krop) vil elske dig for sådanne langsomme morgener.
Tip 2: Bevar et par ferievaner
Udover de langsomme morgener, så tænk på, om du også kan bevare et par andre ferievaner. Hvis du har læst bøger i ferien, så fortsæt med at gøre dette i stedet for at hænge foran fjernsynet eller computeren. Hvis I har spillet familiespil om aftenen, så fortsæt, i hvert fald nogle af hverdags-aftenerne, i stedet for at glide tilbage i de vante “vi-gør-hver-vores- vaner”. Bor du tæt på vandet, så forsæt med at bade, så længe du kan. Intet er mere forfriskende og energigivende end en tur i vandet. Forsøg også i det hele taget at opholde dig mest muligt ude, hvilket kroppen ofte vil forbinde med ferie og afslapning.
Tip 3: Sæt nye ting i gang
Måske har du i løbet af ferien tænkt over ting, du vil gøre anderledes her i den kommende sæson. Tiltag, der kan forbedre din indsats på arbejdspladsen, eller tiltag der vil forbedre dine personlige relationer eller skabe mindre stress. Måske har du sat dig helt nye mål og tænkt over, hvad der kunne skabe mere glæde, balance, motivation og tilfredshed i dit liv. Vælg nu en enkelt eller to af disse ting ud og beslut dig for hvordan og hvornår du vil handle på dem. Og gå så stille og roligt i gang. Når du handler, holder du fast i sommerens gode intentioner og energi.
Hvis du ikke har skænket ovenstående mange tanker i løbet af sommerens dejlige solskinstimer, så gør det nu. Beslut dig for at tage en stille time for dig selv, hvor du reflekterer og noterer, hvad der kunne gøre dig (endnu) mere glad, motiveret og tilfreds i både arbejds – og privatlivet.



[…] – Kom godt i gang efter ferien – find det her […]