For nogle år siden var jeg sammen med min familie på en skøn ferie til øerne Big Island og Maui på Hawaii. Inden vi tog dertil, havde vi undersøgt stedets muligheder og attraktioner. Og en af de helt store events viste sig at være natsvømning med “Manta Rays” – kæmpe store djævlerokker, der trods deres drabelige udseende, er ganske ufarlige.
Eventen blev beskrevet som en af de ti ting, man bare må opleve i sit liv. Store ord. Så selvfølgelig skulle vi prøve det, aftalte vi, inden vi tog afsted.
Efterhånden som vi nærmerede os de sidste dage på Big Island og skulle tage den endelige beslutning om, vi skulle med på Manta Ray turen, kunne jeg mærke, at jeg trak mere og mere i land. Jeg havde alle mulige gode undskyldninger for at lade være lige fra, “at der jo i princippet ikke var nogen grund til at gøre det” til at “det var alt for dyrt”.
Sandheden var, at jeg var rædselslagen for at kaste mig ud i projektet. For som “natsvømning” antyder, foregik turen efter solen var gået ned ude på det åbne (og i min fantasi potentielt hajfyldte) farvand.
Jeg har altid været bange for mørke – og i særdeleshed mørkt vand. Og nu skulle jeg hoppe direkte ned i et stort sort dyb, jeg ikke kunne orientere mig i. “Jeg tror jeg springer over”, sagde jeg til familien.
Men min yngste søn (der dengang var 12) holdt fast. Han ville have den oplevelse med – og det skulle være en fælles oplevelse.
Så sådan blev det, og jeg måtte den aften virkelig overvinde mig selv for at blive i stand til at kaste mig direkte ned i min værste frygt = det sorte vand. Og jeg var i den grad, og i mere end en forstand, på virkelig dybt vand…!
Men jeg gjorde det, og oplevelsen var intet mindre end fantastisk. Noget jeg aldrig vil glemme og med en intensitet så stor, at jeg kan genkalde hver eneste sekund af turen den dag i dag.
Ikke blot sprang jeg sammen med resten af flokken og de erfarne instruktører i det sorte vand – jeg svømmende også senere sammen med min store søn (der var blevet voldsomt søsyg) ALENE gennem det sorte vand tilbage den mørklagte båd.
Oplevelsen blev helt unik og meget intens, dels fordi det var fantastisk at være så tæt på de store smukke dyr, der svømmede forbi og lavede loops blot få centimeter fra min krop. Men især fordi, jeg overvandt min frygt, og gjorde noget, jeg reelt overhovedet ikke turde gøre.
For nylig havde jeg samme oplevelse, da jeg igen var afsted med min familie. Denne gang på Bali, hvor min store søn fik den idé, at vi alle fire skulle på en (for mig) VILD white river rafting tur. Noget, jeg virkelig aldrig ville have kastet mig ud i, hvis det altså ikke lige var fordi, at min store søn nu foreslog det og gerne ville have os alle med.
Igen måtte jeg overvinde min frygt og pakke alle tanker om slanger i det mudrede flodvand (som jeg med garanti ville falde ud i) langt væk. Og igen endte det med at blive en af turens bedste og mest intense og sanselige oplevelser (og jeg blev i båden under hele turen :))
Jeg ville nødig være nogen af oplevelserne foruden. Det samme gælder for alle de andre gange, jeg har samlet mod og gjort noget, jeg ikke turde (starte som selvstændig, skrive min første nyhedsmail, holde foredrag for 400 mennesker, holde foredrag for top chefer på engelsk, fortælle noget meget følelsesladet til et andet menneske osv.)
For det er lige præcis i disse situationer livet virkelig kan mærkes og fyldes med intensitet, sanselighed og glæde.
Jeg tænker tit over, hvor meget vi går glip af, fordi frygten holder os tilbage. Og hvor mange kompetencer og hvor meget potentiale, der aldrig kommer ud i verden, fordi frygten stopper det.
Min invitation til dig i dag er derfor at se din frygt i øjenene – gør noget du som udgangpunkt ikke tør, selvom du virkelig gerne vil. Du behøver ikke at starte med din allerstørste frygt. Start i det små og øv dig i at overvinde din frygt i små trin ad gangen.
Og glæd dig allerede nu til at mærke livet på en helt anden måde, der kalder både sanseligheden, intensiteten og den boblende glæde frem i dig.
God fornøjelse 🙂
kh Lisbeth
PS: Måske tror du nu, at jeg har overvundet al min frygt – men der er jeg langt fra endnu. Havde jeg f.eks. vidst, at det første sted, vi boede på Bali (midt i junglen og ganske fantastisk) var omgivet af hundredevis af slanger, herunder både pyton og cobraslanger – ja, så er jeg faktisk ret overbevist om, at jeg ikke havde booket ophold der. Men nu hvor vi har været der (og pytonslangen nøjedes med at spise en stor fugl i et bur lige ved siden af vores junglehytte) ja, så giver det da lige et ekstra sug i maven at tænke på, at jeg turde det (altså selvom jeg ikke turde :))
Skriv et svar