Tag lederskab for dit famlieliv og undgå stress

Tag vare på dit familieliv og undgå stress. Lisbeth FruensgaardNoget af det vigtigste, vi kan gøre for at undgå stress og i stedet opleve ro, harmoni og balance i vores liv, er at sørge for at have et stærkt, kærligt og velfungerende familieliv.

Uanset hvordan vores familie er skruet sammen, er det helt centralt, at vores hjemmebase er et sted, hvor vi kan finde ro og lade op. Hvis hjemmebasen i stedet udvikler sig til en konfliktfuld og urolig zone forvinder vores vigtigste “helle” og energikilde til at kunne præstere i arbejdslivet. Og i den situation er stress faretruende nær, og balance stort set uopnåeligt.

Vis lederskab
Det velfungerende familieliv kræver en indsats. Det er ikke noget, der bare er der. Det skal plejes og vedligeholdes og omgåes med samme omhyggelighed og opmærksomhed som arbejdslivet. Faktisk mener jeg, at familelivet skal have større opmærksomhed end arbejdslivet. For det første fordi det, når alt kommer til alt, er langt vigtigere end arbejdet, men også fordi det velfungerende familieliv netop er kilden til også at kunne præstere i arbejdslivet.

Første trin til et velfungerende og blomstrende familieliv er at vise lederskab. Med dette mener jeg, at du skal tage ansvar for, at hverdagen i din familie bliver, som du og din familie ønsker. Og, som nævnt ovenfor, skal du vægte det ansvar lige så højt som det ansvar, du føler for dine arbejdsopgaver.

Det, vi ser og oplever omkring os, er ofte spejle af os selv. Hvis dine børn er sure og urimelige – eller hvis din partner er det – vil det ofte være, fordi du selv har udtrykt utilfredshed eller opført dig urimeligt. Det behøver ikke lige at være i samme øjeblik, men det kan være noget, du har gjort i dagene forinden eller måske tidligere på dagen.

Vi smitter lynhurtigt andre med den sindstilstand, vi er i. Måske reagerer de med det samme, måske først når der kommer andre ting til, eller når vi har påvirket dem længe nok.

At tage ansvar og vise lederskab betyder ikke, at der aldrig må være dårligt humør og dårlige dage. For de fleste mennesker vil det være temmelig urealistisk aldrig at være i dårligt humør, fordi vi hele tiden påvirkes af så mange forskellige faktorer.

Nogle af dem er vi selv herre over (for eksempel om vi får nok søvn og ordentlig kost), men andre kan vi intet gøre ved, når vi står i situationen (for eksempel sygdom hos børnene, dårlig stemning på arbejdspladsen eller dårligt vejr). Det ligger uden for vores indflydelse at ændre på det, men vi bliver følelsesmæssigt påvirket af det.

Det er helt naturligt og en del af det at være menneske. Og i familien skal der være rum og plads til også at favne dårligt humør og en negativ sindstilstand med kærlighed og accept.

Men i det øjeblik man lader sit dårlige humør gå ud over resten af familien og smitter dem med den dårlige tilstand, skaber man vanskelige vilkår for både kærligheden og accepten. Ved at smitte familien med sin negative tilstand fraskriver man sig samtidig ansvaret for stemningen i familien.

En del af det at tage ansvar og udvise lederskab i familien handler altså om at være meget bevidst om ikke at smitte familien med dårlige vibrationer. I hvert fald hvis man ønsker en glad og velfungerende familie. Gå i stedet foran som en god rollemodel og husk, at dine vaner bliver dine børns vaner.

Dit humør er dit ansvar
Hvis du er i dårligt humør en eftermiddag, når du kommer hjem, eller en morgen, når du vågner, så forsøg i første omgang selv at ændre på din tilstand. Og hvis det bare ikke kan lykkes – for sådanne dage oplever de fleste af os også – så meld ærligt ud til familien, hvordan du har det, og sig til dem, at det ikke har noget med dem at gøre.

Hvis din surhed har noget med dem at gøre, så sig til dem, hvad det skyldes, men vent eventuelt med at tage snakken, til du kan mærke, at dit humør er bedre. På den måde skaber du de bedste betingelser for, at det dårlige humør ikke når ud til andre end dig.

Husk omvendt også at være rummelig over for din partner, når han melder ud, at humøret ikke er i top, og vær rummelig over for dine børns svingende humør. Børn bliver påvirket af utrolig mange ting i børnehaven, i skolen og i deres fritid, og alle disse indtryk tager de med hjem, og de giver udtryk for dem på mange forskellige måder. Der skal være plads til, at reaktionen på dagens oplevelser og begivenheder en gang imellem kan være vrede, tristhed eller surhed.

De skal vide, at det er o.k. at have disse følelser, og som forælder skal du forsøge at finde ud af, hvad de skyldes, og så hjælpe barnet videre, så det måske tackler situationen anderledes næste gang. Husk igen, at vi er et spejl for vores børn. Den måde, vi tackler livet på, bliver den måde, de tackler livet på.

Børnene må aldrig få ansvaret for stemningen i familien. Den påhviler udelukkende de voksne i familien. Som Jesper Juul skriver i sin bog “Din kompetente familie” er det “kvaliteten af de voksnes samspil, der sætter tonen og bestemmer atmosfæren i familien”, og “kvaliteten af familielivet afhænger af kvaliteten af de voksnes individuelle og fælles liv”.

Præcis derfor skal du tage ansvar og vise lederskab.
For dit eget liv og for din families liv ❤️

Kunne du tage mere ansvar?
Med dette blogindlæg vil jeg invitere dig til at reflektere lidt over, på hvilke måder du kunne tage (endnu) mere ansvar for stemningen i din familie.

Personligt vil jeg sørge for at tage vare på mit eget behov for at komme helt ned i gear efter nogle meget travle uger og bruge de næste par dage på at slappe af og lade op, så jeg kan være den, jeg gerne vil, sammen med min familie i weekenden.

Hvad kunne du gøre?

kh
Lisbeth

 

Udgivet i Balance, Familie, Glæde og overskud, Nærvær, Relationer, Stress, Stresshåndtering

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

*

Bliv Stressmaster

Vil du lære dig selv og andre at slippe stress - for altid? Så kom med på Stressmaster Uddannelsen og bliv certificeret stresscoach.
Læs om uddannelsen her

Stressmaster Uddannelsen, Certificeret stresscoach uddannelse i Vejle med stresscoach Lisbeth Fruensgaard

Kuren mod Stress

Onlineforløb for dig, der længes efter at komme stressen til livs en gang for alle.
Læs om forløbet her

Kategorier

FÅ EN GRATIS MEDITATION + GUIDE der øjeblikkeligt reducerer dit stressniveau

(Og følg nyhedsbrevet med konkrete værktøjer, tilbud, nyheder og brugbar viden om stresshåndtering)
Nul SPAM. Kun brugbar og værdifuld viden fra mig til dig.