Som barn fik jeg ofte at vide, at jeg brugte alt for lang tid på mig selv. For lang tid under bruseren, for lang tid foran spejlet, for lang tid med at dagdrømme. Jeg blev kaldt ”fornem”, ”krukke”, ”prinsesse-agtig” og selvoptaget. Jeg udviklede derfor en opfattelse af at være ”for meget”. Ikke i forhold til noget bestemt, men bare sådan helt generelt ”for meget” og dermed ”forkert”. Jeg begyndte stille…
